Nyhed

Sinne Eeg spiller i DR Koncerthuset

Sangerinden er klar med nyt album og spiller releasekoncert i aften

Jazzsangerinden Sinne Eeg udgiver den 24. september sit nye album "The Beauty Of Sadness". Det er Eegs femte studiealbum, og det lander to år efter seneste udgivelse "Don't Be So Blue" fra 2010.

I den forbindelse spiller Sinne Eeg i aften release-koncert med DR Underholdningsorkestret i DR Koncerthuset, studie 2, hvor hun har selskab af blandt andre jazztrommeslageren, Peter Erskine.

"The Beauty of Sadness" har danmarkspremiere om nogle dage, men allerede tilbage i maj blev albummet udgivet i Japan. Lemvigenseren har nemlig formået at få succes uden for Danmark, og det særligt på det japanske marked. På grund af den store japanske interesse for en opfølger til "Don't Be So Blue", udkom "The Beauty of Sadness" allerede på det japanske marked i maj 2012.


"Don't Be So Blue" fik tilbage i 2010 flotte fem stjerner af GAFFAs Ivan Rod, der skrev: "Alle hendes tekster, al hendes musik fremstår netop gennemarbejdet og gennemført. Hendes vokal fremstår ren og dyb. Og når hun til og med omgiver sig med kompetente musikere som pianisten Jacob Christoffersen, bassisten Morten Ramsbøl og trommeslageren Morten Lund, står verden virkelig åben."

Billetsalget er i gang via dr.dk/koncerthuset

ANNONCE