Projektet "Din Koncert" giver publikum muligheden for at arrangere koncerter i Vega
Tuborg og Vega står bag initiativet "Din Koncert", som dette efterår giver kreative ildsjæle muligheden for at skabe deres egen koncert i Vegas Ideal Bar. Der søges lige nu folk, som har en god idé til en fantastisk koncertaften i Vega, og den koncertarrangør hvis idé bliver udvalgt, får stillet penge og ekspertise til rådighed. Det er første gang, at Vega lader deres publikum arrangere koncerter.
Alle kan komme i betragtning til at skabe koncerten på Ideal Bar, men det er en klar fordel, hvis man har et godt netværk eller har prøvet at arrangere koncerter og fester før. De udvalgte arrangører kommer til at være ansvarlige for alt – både band, dj, tema, oppyntning, visuals etc., samtidig med at de skal arbejde tæt sammen med Vegas bookere, teknikere, kommunikationsfolk og bestyrere, der vil fungere som mentorer og sparringspartnere.
Vega glæder sig til at få ny inspiration ind på spillestedet: "Med lidt held, så finder vi gennem "Din Koncert" nogle lysende talenter, der både kan håndtere indhold og praktik, og som vi kan lave flere events med i fremtiden," udtaler Magnus Restofte, som er kommunikations- & souschef i Vega. Tuborg støtter projektet økonomisk og stiller et budget til rådighed til indholdet på koncertaftenen.
Koncertarrangørerne udvælges ud fra ansøgninger, hvor koncertaftenen, og hvordan den praktisk skal gribes an, beskrives. Ansøgningen til "Din Koncert" kan downloades på Vegas hjemmeside eller findes og udfyldes på Vega og Tuborgs Facebook-sider. Der er løbende tilmelding indtil midt i oktober, men der er størst chance for at blive udvalgt, hvis man sender ansøgningen tidligt.
