Nyhed

3 Doors Down-bassist sigtet for uagtsomt manddrab

Todd Harrell er fængslet efter en trafikulykke, hvor en 47-årig mand omkom

3 Doors Down-bassisten Todd Harrell (midtfor på foto) er blevet fængslet og sigtet for uagtsomt manddrab efter at have været involveret i en trafikulykke fredag aften i Nashville, Tennessee, skriver Reuters.

Ifølge The Metropolitan Nashville Police Department kørte Todd Harrell hurtigt ned ad Interstate 40-vejen, da han ramte en pickup-truck så voldsomt, at denne blev skubbet ned ad en skråning. Bilens 47-årige fører, Paul Howard Shoulders, Jr., der ikke bar sikkerhedssele, blev kastet ud af bilen og omkom.

Ifølge politet viste Todd Harrell tegn på at være påvirket ved den efterfølgende undersøgelse, og han indrømmede at have indtaget cider og medicinen Lortab og Xanax. Han blev derpå varetægtsfængslet, og er nu også sigtet for at medbringe forbudte stoffer i fængslet, idet man ved en undersøgelse i fængslet fandt otte Xanax-piller, 24 Oxycodon-piller og fire Oxymorphon-piller skjult i hans sok. Der er blevet sat en kaution på 100.000 dollars, som dog endnu ikke er blevet betalt, og Todd Harrell sidder således stadig fænglset.


3 Doors Down har udsendt en pressemeddelelse, hvori de skriver følgende:

"Vi er dybt rystede over Paul Howard Shoulders, Jr.'s død. Vore bønner går til hans familie og venner i denne svære tid."

3 Doors Down er for tiden på turné, og det vides endnu ikke, hvordan fængslingen af Todd Harrell vil influere på denne. Bandet har planlagt en koncert i Store Vega i København 8. juni.


ANNONCE