Nyhed

Army of Lovers til Danmark

Den svenske diskopopgruppe besøger landet til august

Den svenske diskopopgruppe Army of Lovers har meldt deres ankomst til København, hvor de skal spille til Copenhagen Pride-festivalen på Rådhuspladsen 24. august.

Army of Lovers udtaler:

"Army of Lovers er ekstremt stolte og taknemmelige over at kunne bekræfte vores kommende medvirken og optræden ved dette års fantastiske Copenhagen Pride den 24. august. Vi inviterer alle vores trofaste fans fra hele verden og alle vores nye venner i det vidunderlige København til at møde op og feste sammen med os."


Army of Lovers albumdebuterede i 1990 med "Disco Extravaganza" og fik deres store gennembrud året efter med singlerne "Crucified" og "Obsession" fra albummet "Massive Luxury Overdose". I 1993 hittede de med "Israelism". Senere holdt gruppen flere pauser og har haft en vis udskiftning på sangerindefronten. Deres seneste studiealbum er tilbage fra 1994, om end de har udsendt flere opsamlinger siden, senest den helt nye "The Big Battle of Egos". Tidligere på året deltog de i det svenske Melodi Grand Prix, Melodifestivalen, men nåede ikke i finalen.

Army of Lovers' nu tidligere sangerinde Camilla Henemark, også kendt som La Camilla, fik en del omtale i 2010, da den svenske bog "Carl XVI Gustaf: den motvillige monarken" af Thomas Sjöberg, Deanne Rauscher og Tove Meyer hævede, at hun skulle have haft et forhold til den svenske konge Carl XVI Gustaf i slutningen af 90'erne. Noget, kongen ikke har kommenteret direkte, mens Camilla Henemark har bekræftet det over for den svenske avis Expressen.

Se Army of Lovers med "Crucified":

ANNONCE