Nyhed

Blueslegende gæster Danmark

Til sommer kan man opleve bluesrockens førstekvinde

I forbindelse med Aarhus Jazz Festival, som løber af stablen i perioden fra lørdag den 13. juli til lørdag den 20. juli 2013, gæster blueslegenden Bonnie Raitt byen. Det sker helt præcist den 20. juli i Store Sal i Musikhuset. Dagen efter, altså 21. juni, kan hun opleves i Amager Bio i København.

Bonnie Raitt er en institution i amerikansk musik, og blev i år 2000 optaget i Rock and Roll Hall Of Fame. Hun figurer ligeledes på Rolling Stone Magazines liste over rockhistoriens største sangere og guitarister. Raitt fik sit kommercielle gennembrud i 1989 med albummet "Nick Of Time", og leverede op gennem halvfemserne solide hits som "Something to Talk About", "Love Sneakin' Up On You" og "I Can't Make You Love Me".

Efter syv års studiepause vendte Bonnie Raitt sidste år tilbage med sit 19. studiealbum, "Slipstream". Albummet er solgt i mere end en kvart million eksemplarer og indbragte hende karrierens tiende amerikanske Grammy. GAFFA's anmelder Henrik Friis gav under overskriften "Bonnie Raitt tilbage med erfaring, engagement og livsglæde efter store personlige tab" albummet fire stjerner. Bonnie Raitt udtaler selv om albummet:


"Jeg befinder mig i slipstrømmen af de kunstnere, som kom før mig og efterlader et spor til dem, der kommer efter. På den måde holder jeg traditionerne for den musik, som jeg elsker, i hævd".

Billetsalget begynder onsdag den 3. april klokken 10 på Billetlugen (Aarhus) og Billetnet (København).

ANNONCE