Den amerikanske soulsanger kan opleves på en ny dansk festival til sommer sammen med blandt andre Larry Carlton
I 2012 gik Odense Internationale Bluesdage, Odense Folk Festival, Odense Sommer Jazz og Musikhuset Posten ind i et formelt samarbejde ved at samle de tre genrefestivaler i én. De tre festivaler har dannet en ny forening, og med støtte fra Odense Kommunes Musikudvalg, Fyens Stiftstidende og Albani er festivalen Jam Days nu en realitet med kunstnere som Charles Bradley og Larry Carlton på plakaten.
Jam Days byder på syv dage med musik fra ind- og udland, både indendørs på de traditionelle spillesteder, caféer, værtshuse og på byens udendørs scener. Foreløbige scener er Magasinet, Farvergården, Amfiscenen, Gråbrødre Plads, Vintapperstræde, Posten, Dexter og Momentum, og flere kommer til.
Programmet bliver løbende opdateret, men festivalen kan allerede nu løfte sløret for, hvad åbningsdagen på Amfiscenen kommer til at byde på, samt et par hovednavne på Jam Days. Udendørskoncerterne er gratis, ved koncerter på spillestederne kræves der billet. Der er mulighed for at købe partout-billet til koncerterne på spillestederne.
Programmet er indtil videre som følger:
Mandag den 24.juni
Amfiscenen
Åbningsdagen vil byde på tre koncerter, hvor alle tre genrer – blues, folk og jazz – er repræsenteret. Koncerterne er med gratis entré.
Kl. 17.00 Ibrahim Electric
Kl. 19.00 Bluebirds (SE)
Kl. 21.00 Habadakuk
Tirsdag den 25. juni
Kl. 19.00 Larry Carlton (US), Magasinet
Larry Carlton er en anerkendt amerikansk guitarist, som kan spille både jazz, fusion, blues, pop, rock og meget mere. Larry Carlton har spillet i flere årtier både under eget navn og sammen med flere meget kendte navne, blandt andre Steely Dan, Joni Mitchell, Michael Jackson, Sammy Davis Jr., Herb Alpert, Quincy Jones, Dolly Parton, Linda Ronstadt, The Crusaders og super-jazzgruppen Fourplay. Ikke færre end 30 album i eget navn og deltagelse på mere end 100 album er det blevet til. Guitaristen har også modtaget en række priser og udnævnelser. Lineuppet er: Larry Carlton (guitar), Claus Fischer (bas), Hardy Fischötter (trommer), Jesse Milliner (tangenter)
Kl. 21.00 Charles Bradley & His Extraordinaires (US), Posten
Denne aften får Posten og Odense for første gang besøg af den karismatiske soulsanger Charles Bradley. Tidligere har Bradley spillet meget roste koncerter på Roskilde, Vega og VoxHall, og han gæster nu for første gang Fyn. Charles Bradley trækker på erfaringer og oplevelser fra sin voldsomme livshistorie med et liv på gaden og i ghettoen og giver dermed sine sange masser af følelser og autenticitet – noget, der især kommer til udtryk ved hans intense liveoptrædener. Musikalsk er han blevet sammenlignet med soul-legender som James Brown og Otis Redding. Trods en alder på 65 år albumdebuterede Bradley først i 2011, og han har netop udgivet sit andet album, "Victim of Love", som du kan læse et GAFFA-interview om her.
Læs meget mere på jamdays.dk
Se Charles Bradleys nye video til sangen "Strictly Reserved for You":