Rapperen udgiver opus i fire dele, med start i denne måned
Rapperen Clemens udsender gennem de næste to år et opus ved navn "Fire Sæsoner", der er delt op i hele fire ep'er.
Del et er sat til udgivelse allerede i denne måned, den 29. april, og første single "Har du noget at sige?" udkommer den 15. april. Nummeret er skrevet og indspillet sammen Engelina Andrina.
Clemens har gennem årene cementeret sin status som én af landets centrale rappere med otte albums, 15 teaterstykker, otte priser, medvirkener på 50 albums og over 200 liveoptrædener bag sig. På sit seneste album "Ingen Kender dagen" hittede Clemens også fem gange, idet alle fem singler opnåede enten guld- eller platinstatus.
Valget af ep som udgivelsesform er helt bevidst, da det giver plads til større kunstnerisk udfoldelse, forklarer Clemens:
"Den kortere produktionstid passer godt til det hæsblæsende tempo, som moden, kulturen og nyhedsværdien på diverse medier dikterer. Når det er sagt, har jeg som kunstner stadig behov for at lukke både damp, angst, erkendelse, tosserim, skæve vinkler og indeklemte følelser ud gennem min musik. Og det er det, der gør ep-formatet ideelt for mig at arbejde med. Og jeg bilder mig ind, at man bedre kan ramme samtiden med ting, der er skrevet her og nu, inspireret af nutidens stemninger og strømninger."
Ideen til at skabe en tetralogi (et værk i fire dele, ligesom for eksempel Wagners opera "Nibelungens Ring") kom til rapperen på en løbetur i skoven, hvor sæsonens skifte på en uge var gået fra rødgyldne blade til snedækket landskab. Det fik Clemens til at tænke på Vivaldis "De Fire Årstider", og inspirationen ligger i sæsonernes skift, der på samme måde vil gøre sig gældende i følelserne og udtrykket over de fire sæsoner i fire dele.
Du kan se en teaser for den kommende single "Har du noget at sige" via YouTube her: