Nyhed

Copenhagen Jazz Festival afslører de første store navne

Den københavnske hyldest til jazz lægger ud med en lang række internationale navne

Copenhagen Jazz Festival har netop offentliggjort dette års festivalplakat samt en god håndfuld af de store navne, man kan glæde sig til at opleve i juli. 

Chick Corea & the Vigil (US)
Festivalen får fornemt besøg af klavergeniet Chick Corea (billedet), som kommer med sit helt nye band The Vigil, som blandt andet tæller det franske bas-talent Hadrien Feraud samt trommefænomenet (og Roy Haynes' barnebarn) Marcus Gilmore. Corea fylder 72 år i juni og er eftersigende i sit livs spilleform. Sidst han besøgte festivalen var i 2009 i forbindelse med en meget rost solokoncert på Det Kgl. Teaters Gamle Scene. 

Cassandra Wilson (US)
Cassandra Wilson er en jazzsangerinde, hvis kunstneriske udtryk rummer en god portion country-, blues- og folk-elementer. Wilson har udgivet otte albums i eget navn på det legendariske label Blue Note, og to af disse har indbragt hende en amerikansk Grammy.


Macy Gray & David Murray Infinity Quartet (US)
Det er ikke umiddelbart jazz, man normalt forbinder den amerikanske sangerinde Macy Gray med, men saxofonisten David Murray har inviteret hende med i sit band efter en række kunstnerisk vellykkede bigbandmøder i løbet af de sidste par år. Macy Gray oplevede stor succes med sit debutalbum "On How Life Is" (1999) og fik blandt andet et kæmpe internationalt hit med sangen "I Try". Hun har aldrig før været præsenteret på Copenhagen Jazz Festival, men det har David Murray til gengæld - nemlig i 2008. 

Laura Mvula (US)
Det er gået meget stærkt for den nye britiske singer/songwriter Laura Mvula. Det startede, da hun udgav ep'en "She" i november sidste år. Nu gæster Laura Mvula Danmark for første gang, når hun giver koncert på Copenhagen Jazz Festival 2013. På debutalbummet "Sing to the Moon", som udkom tidligere på året, kan man opleve Mvula give sit originale bud på en moderne blanding af jazzet gospel og cool soul. 

Medeski, Martin & Wood (US)
Denne amerikanske trio gav deres første koncert for 22 år siden i den for længst hedengangne New York-klub, The Village Gate. Bevæbnet med orgel/klaver, bas og trommer har MMW formået at blande souljazz med en udforskende avantgarde-approach, som kan virke nærmest jam-agtig – men altid bringer trioen nye steder hen. Ad to omgange har trioen haft et vellykket samarbejde med guitaristen John Scofield, hvilket man blandt andet kan høre på henholdsvis "A Go Go" (1998) og "Out Louder" (2006). MMW har udgivet 14 album i eget navn, og sidst trioen var i København, var i 2011, hvor de optrådte med trompetisten Randy Brecker og saxofonisten Bill Evans. 


Bill Frisell & The Big Sur Sextet (US)
Guitaristen Bill Frisell har altid nyt materiale med i bagagen når han gæster København. Det band, Frisell medbringer til dette års jazzfestival, indeholder blandt andet de to kvindelige violinister Jenny Scheinman og Carrie Rodriguez plus bratschisten Eyvind Kang, cellisten Hank Roberts og endelig trommeslageren Rudy Royston.

Marcus Miller (US)
I 2013 vender baslegenden Marcus Miller tilbage til Copenhagen Jazz Festival. Miller blev for alvor berømt, da Miles Davis valgte netop ham til at producere og komponere albummet "Tutu" i starten af 1980'erne. Og netop som producer – for Miles Davis, Luther Vandross, David Sanborn, Bob James, Chaka Khan og Wayne Shorter – har Miller vundet adskillige Grammys.

Branford Marsalis (US)
Ssaxofonisten Branford Marsalis spiller to aftener i træk. Spillestedet er Pressen, som befinder i bunden af Politikens Hus – og Marsalis er dermed en del af et særligt tema omhandlende New Orleans. Marsalis-familien er en af de kendteste New Orleans-familier, og Branford har gjort et stort arbejde for at rejse penge til genrejsningen af byen efter Hurricane Katrina.


Charles Lloyd, Zakir Hussein & Eric Harland "Sangam" (US/IN)
"Sangam" er oprindeligt titlen på et album, Lloyd, Husseim og Harland udgav på det hæderkronede jazzpladeselskab ECM i 2006, et album, som blev lavet som en hyldest til trommeslageren Billy Higgins – men med tiden blev det til navnet på denne trio, som blandt andet tæller tablas-spilleren Zakir Hussein. 

Copenhagen Jazz Festival løber af stablen fra den 5.-14. juli og byder på omkring 1.000 koncerter fordelt på omkring 100 scener.

ANNONCE