Nyhed

Distortion klar med europæiske navne

Den københavnske gadefestival kan præsentere markante kunstnere fra Berlin, London og Paris

Den københavnske gadefestival Distortion løber af stablen om lidt over en måned, helt bestemt den 29. maj til den 2. juni. I dag løfter Distortion sløret for en af de større offentliggørelser, som byder på markante klubnavne fra tre af Europas vigtigste storbyer: Berlin, London og Paris.

Fra Paris kan Distortion præsentere en række artister: Sound Pellegrino Thermal Team, Zombie Zombie, Brodinski, Feadz, Boston Bun, SebastiAn og Riton. Sidst nævnte er dog englænder, men det er ikke tilfældigt, at han præsenteres med franskmændene, da han er signet ved det parisiske pladeselskab Ed Banger Records. Og netop Ed Banger Records holder om fredagen til Distortion egen nattefest, hvor de kan præsentere netop Riton samt Feadz, Boston Bun og SebastiAn.

Fra London er det pladeselskabet Erol Alkans Phantasy Sound, der er vært for en nattefest på Distortion. Til denne kan man opleve Alkan (billedet) selv, men ligeledes landsmændene Mickey Moonlight og Daniel Avery. Waqar Qayum fra Distortions bookinggruppe udtaler i en pressemeddelelse:


"Erol Alkan er et hovednavn, og det er absolut ikke hvem som helst, gæsterne kan glæde sig til. Alkan har udgivet et hav af klubhits, remixet for navne som Daft Punk, The Chemical Brothers, Tame Impala, Justice og Interpol samt spillet som opvarmnings-dj for Daft Punk og Madonna".

Fra Berlin, der er kendt for sin klubscene, kommer festarrangørerne fra Techno Taverna, som ligeledes holder deres egen fest. Til denne kan man opleve Adam Port og Stassy, der begge har markeret sig som en af tech-house-genrens helt tunge drenge.

Det stopper dog ikke her, og Distortion præsenterer i dag flere europæiske navne, som er som følger: Job Jobse (Holland), Olaf Boswijk (Holland), Anika (England), Kate Boy (Sverige), Pachanga Boys (Mexico/Tyskland) og Patrice Bäumel (Tyskland).


Du kan læse mere om Distortion via GAFFA Live, hvor du også kan finde billetter.

ANNONCE