Nyhed

Fleetwood Mac optræder med ny sang live

Bandet lover samtidig, at en ny ep udkommer "om et par dage"

Veterangruppen Fleetwood Mac spillede en helt ny sang, "Sad Angel", ved deres koncert i Philadelphia i lørdags under deres nuværende turné i USA. 

"Det er lidt over tre år siden, at vi sidst var sammen 'on the road'", fortalte Lindsey Buckingham publikum. "Selvfølgelig er det forskelligt hver gang. Det er en del af Fleetwood Macs ånd. Altid i gang med nyt arbejde."

Han fortalte også, at bandet var taget i studiet for at indspille nyt materiale, inden de gik i gang med deres tour:


"Vi gik ind og lavede en hel masse ting, som vi ikke var helt sikre på, hvad vi skulle bruge til. Men én ting er sikker – det er det bedste, vi har lavet i lang tid."

Samtidig bekræftede han, at Fleetwood Mac vil udgive en ny ep "om et par dage", hvor også det nye nummer "Sad Angel" vil være at finde.

Fleetwood Mac, der blev dannet helt tilbage i 1967 og toppede kommercielt med det multimillionsælgende album "Rumours" ti år senere, gæster Jyske Bank Boxen i Herning 18. oktober.


Du kan høre liveversionen af "Sad Angel" her:

ANNONCE