Jokerens spoken word-projekt udsender album nummer tre
Den 29. april udkommer Grafisk Musiks tredje album "Balladen I Uglemosen". Bag aliaset gemmer sig Jesper Dahl (Jokeren), Peter Stenbæk, Poul Reimann, David Rosenkilde, Kasper Tranberg og Niclas Campagnol.
Grafisk musik er med egne ord ikke et band, men et absurd teater, hvor rapperen reciterer digte, og trommeslageren spiller bas. Det er improvisatorisk jazz med spoken word, og med dette citat fra Jokeren tegner der sig et billede af, hvad der er i vente:
"Det starter med en mandeorgasme. Du er sammen med Grafisk Musik kommet ind i orgasmernes land. Ind i Uglemosens tåger. Ind i den outrerede outback af drengenes sind. Ned i vores underbevidstheds ursuppe. Op i et sindsyret luftlag. Og hvem kommer ind ad himmeldøren? Trompetisten Kasper Tranberg. En ny legekammerat i Grafisk Musiks hoppeborg af et lydlaboratorium. De slipper ham løs. Jokeren holder kæft. Hvad sker der nu? Jazz! Og så får det hele bare lov at cykle afsted gennem mosen. Jesper og Kasper danser. Spiller digtertennis på en bane af Miles-referencer i den dampende fugtighed fra Uglernes gemmested. Der er noget i gære. Clement Blach maler, Jesper taler, ingen skandaler, bare dovne ord om sex der daler, ned mellem jazzdyrenes piskende haler. Peter, Niclas, Poul og David er ikke til at skille ad. Som en groovende masse af jazz, der padler ned gennem det sumpede lave vand. Det er her vi står. Kom. Slut dig til os. Ingen ved, hvad der gemmer sig inde i den lave sigtbarhed."
I morgen, torsdag den 25. april klokken 21.00, holder Grafisk Musik releasekoncert for den nye plade. Det foregår på Toldboden i København og er gratis.