Nyhed

Hør opfølgeren til Gangnam Style

Den sydkoreanske sensation Psy følger op på verdenshittet – hør det her

Den 35-årige sydkoreanske rapper og K-pop-artist Psy er klar med den længe ventede opfølger til den sensationelle "Gangnam Style". Sangen har fået titlen "Gentleman", og udkom i nat i 119 lande verden over. Hør den nedenfor.

Og man kan så spørge, om der er noget nyt under solen hos den kære Psy? Nej, det er der ikke, og som forventet synes "Gentleman" at være en naturlig forlængelse af "Gangnam Style". "Gentleman" følger nogenlunde samme opskrift med en god blanding af sydkoreansk og engelsk, one-liners og dancebeats.

Om vi alle skal danse med på endnu en forunderlig dans vides endnu ikke. Psy er nemlig i øjeblikket ved at lægge sidste hånd på musikvideoen til "Gentleman", som ligesom "Gangnam Style" er optaget på forskellige steder rundt om i Seoul, skriver Billboard.


Psy blev i 2012 verdensberømt, da han udgav "Gangnam Style", som siden da har været på noget af et triumftog. "Gangnam Style" har langt over en milliard visninger på YouTube og er dermed den mest viste sang nogensinde. Dagligt vises sangen 6,5 millioner gange (76,4 pr. sekund) på YouTube, og på iTunes inkasserede den i 2012 3,9 millioner dollars. GAFFA undersøgte tidligere på året, hvorfor "Gangnam Style" har fået denne massive succes verden over, og det kan du læse mere om her.

 


ANNONCE