I dag kunne Muddy Waters have fyldt 100 år

Muddy Waters, der i dag blev født for 100 år siden*, blev en af de mest betydelige grundlæggere af rockmusikken, da han begyndte at spille elektrisk blues som en af de første. Dette er historien om en mand, der i løbet af en menneskelang karriere grundlagde en genre, genopfandt sig selv i karrierens efterår og gjorde begge dele ved stædigt at holde fast i en ældgammel musiktradition: bluesmusikken.

Bluesmusikken er simpel. Sådan er den født og sådan vil den forblive. Den er som haiku skematisk skåret over et trivielt mønster, der gentages igen og igen: tolv takter, tre akkorder og én skala — det er det. Det er blues. Og dog er bluesmusikken så meget mere. Den er myten om de grædende bomuldsmarker, hvor de sidste afroamerikanske slaver sang længslerne ud, den er myten om det sidste forjættede bumletog til Memphis — eller et hvilket som helst andet sted mod friheden, den er myten om tilrøgede saloons og juke joints med høj musik, gambling og whiskey. Og så er den selvfølgelig også myten om kvinden, der er væk og nok aldrig kommer tilbage. Alle sammen myter, der synges, så det kan være svært at afgøre, om der er tale om sang, gråd eller skrig. Eller måske en blanding af det hele.

Det fascinerende ved Muddy Waters' historie er, at den på mange måder legemligører disse myter og ovenikøbet fortæller, at der kom storslået og nyskabende musik ud af det.

Mudder eller mundharmonika?
McKinley Morganfield bliver født i midten af Mississippi 4. april 1913 men kom til at vokse op i den nordlige del af staten. Årsagen er vel nok den tragiske af alle tænkelige: Moren dør, da McKinley er blot tre år gammel, og dermed bliver opdragelsen af barnet overladt til mormoren Della. Her bliver han, foruden søn, også en nyttig hjælp i hverdagen, da det i begyndelsen af det forrige århundredes Mississippi ikke er usædvanligt at selv små børn i tiårs-alderen må passe et arbejde på en farm. Historien fortæller, at han bruger det meste af fritiden på at hoppe rundt i omegnens mudrede vandhuller, hvilket får mormoren til at give ham tilnavnet Muddy. Selv tilføjer han senere efternavnet Waters, og ingen kommer nogensinde til at kende ham som andet i den brede offentlighed.

Som Waters begyner at nærme sig den tidlige ungdom, sker der dog noget, der får ham til at droppe mudderhopperiet som den store hobby. Det er lokale blueshelte som Son House, der ligesom Waters kommer fra byen Clarksdale, der åbner knægtens øjne for musikken. Son House spiller skramlet slideguitar, der som regel kun akkompagneres af hans egen rustne stemme i mørke og ekspressive bluesbønner til herren om bedre tider. Der er en desperation i numrene som i øvrigt stadig fascinerer mange mennesker i dag, og som sandsynligvis også har fanget den unge Waters. Som et kuriosum kan det i øvrigt nævnes, at Jack White i filmen "It Might Get Loud" fra 2009 præsenterer Son House-nummeret "Grinnin' in Your Face" som det bedste nummer nogensinde.

Det hele resulterer i, at Waters som 13-årig får erhvervet sig en mundharmonika, der bliver hans første praktiske møde med musikken. I løbet af de kommende år bryder også Robert Johnson frem på Mississippis bluesscene, og en ny inspiration er skabt for Waters, der som 17-årig forlader mundharmonikaen for i stedet at vælge sin endelige musikalske hustru: guitaren.

Den chicagoanske drøm
I 1940 drager Waters for første gang til Chicago for at prøve lykken som deltidsmusiker. Mange andre i branchen har gjort det samme med drømmen om rigere nordstater i hovedet, og succesen har faktisk været til at spore. Der er efterhånden ved at blive etableret en ny progressiv bluesscene i byen, og noget tyder på, at det er stedet at tage hen, hvis man vil frem. Det vil Waters, der er så heldig året efter at møde Alan Lomax, der er blevet sat på mission af den amerikanske stats Library of Congress, der vel bedst kan sammenlignes med Det Kongelige Bibliotek i Danmark. Opgaven lyder på at dokumentere bluesmusikken som en del af folkelig amerikansk kultur for eftertiden ved at indspille plader med genrens udøvende musikere.

Det sjoveste ved den historie gemmer sig dig i den lille detalje, at Lomax var taget til Chicago for at finde legenden Robert Johnson, der altså aldrig havde
boet i Chicago og i øvrigt havde været død i tre år. Konklusionen bliver, at der må findes en hurtig erstatning, og her lader noget til, at Waters står på det rette sted på det rette tidspunkt. Optagelsen bliver Waters' indspilningsdebut i 1941. Det er nu heller ikke utænkeligt, at Waters har været en smule insisterende i sin iver efter at blive optaget på bånd, da hans tidlige aktivitet i Chicago vidner om en viril virketrang, der blandt andet får ham til at drive en bluesbar — en såkaldt juke joint, hvor han jo så passende kan krænge sjælen ud hver eneste aften, hvis der altså ikke er andre der gider at betale ham for at gøre det. På baggrund af sådanne initiativer bliver han også hurtigt forankret i byen og får en vennekreds, der bl.a. tæller en af tidens største stjerner, Big Bill Broonzy, der som en gestus lader ham åbne sine koncerter på de små klubber. I 1943 kommer så beslutningen om at slå sig ned i byen permanent, og Waters kommer da heller aldrig til at forlade den igen.

En guitar med strøm
En meget væsentlig del af det glorværdige eftermæle som Muddy Waters nyder i diverse bluesencyklopædier tilskrives det faktum, at han var blandt de første bluesmusikere til at sætte strøm til guitaren. Den mest berømte overgang fra unplugged til plugged finder man nok hos Bob Dylan, der tog beslutningen i 1965 til folkpuritanisternes store fortrydelse og anklager om kætteri mod den folkelige sangskat. Set i dette lys må overgangen også have været vanskelig for Waters, da bluesmusikken jo til syvende og sidst også er en slags folkemusik. Ikke desto mindre er det af praktiske grunde nødvendigt for Waters at tage imod gaven i form af en elektrisk guitar fra onklen Joe Grant i 1946, da det i situationer med et større publikum sommetider er umuligt at overdøve menneskemængden.

Det er ikke utænkeligt at den nye lyd også skabte ny interesse omkring Waters, for det er umiddelbart i kølvandet på dette skift, at gennembruddet endelig kommer med hjælp fra det nystartede og fremsynede pladeselskab Chess Records; først med et par singler, der bliver små hits i lokale blueskredse og så endelig i 1950 med singlen "Rollin' Stone", der tolv år senere giver navn til et ambitiøst britisk rockband, som læseren selv kan få lov at gætte navnet på. I modsætning til den lyd Waters udvikler på de efterfølgende udgivelser er det tydeligt, at der på "Rollin' Stone" stadig er tale om en rytmisk musikgenre, der
endnu ikke er vant til at spille elektrisk. Nummeret består udelukkende af Waters' sang og guitarspil, der stadig er meget Son House-inspireret med den tunge bastone, der markeres på hvert taktslag med guitarens øverste strenge, mens Waters sporadisk tilføjer små lyse detaljer over den samme akkord. Waters er nu en etableret bluesmusiker og kan kort tid efter udgivelsen af singlen meddele den fabrik, han har arbejdet på og det firma, han har kørt lastbil for sideløbende med musikkarrieren, at han ikke har tænkt sig at komme tilbage.

Det store gennembrud
Som populariteten vokser, vokser også ambitionen om at forme et decideret bluesband med Waters selv i spidsen. Et bluesband, der skal kunne tage de nye muligheder fra de elektriske instrumenter alvorligt og spille en rå, dyster og frem for alt elektrisk blues bliver ideen til det band, der kommer til at definere højdepunktet for Waters' karriere. Kvintetten har premiere i 1953 og består foruden Waters af Elga Edmonds på trommer, mundharmonikavirtuosen Walther Jacobs, pianisten Otis Spann og endelig guitaristen Jimmy Rogers. Orkestret bliver i øvrigt et springbræt for især de tre sidste, som senere får store store solokarrierer. Det bliver dog en sjette mand, der måske bliver bandets vigtigste brolægger af vejen mod succes i form af komponisten og bassisten Willie Dixon, der ser potentiale i gruppen og lystigt forsyner dem med nye selvskrevne sange, som ingen tidligere har hørt.

Hvis man vil retrospektivt vil forstå, hvorfor Waters fik sit gennembrud, og hvorfor han mere tres år senere stadig står som en af bluesmusikkens største pionerer og grundlæggere af rockmusikken, er det nok særligt denne periode, man skal undersøge. Her er nemlig tale om decideret elektrisk band på et meget tidligt tidspunkt og et elektrisk band, der står i stærk kontrast til, hvad med de følgende år kommer til at opleve på den mere forbrugervenlige rock'n'roll-scene med Bill Haley og senere Elvis i spidsen. Hvor Elvis prøver at få de unge rebeller til at glemme de grå '50'ere og efterkrigstidens
svækkede økonomi ved at synge endeløse vers om at være glad og danse twist, ja så synger Waters på sit måske største hit "Hoochie Coochie Man" fra 1954 om spådomme fra mystiske sigøjnerkvinder. Der er ikke langt herfra og til den voodoomytologi, som Hendrix besynger femten år senere, og introen "Hoochie Coochie Man" er en hvinende og psykedelisk guitarlyd gennem en wah-wah-pedal, der såmænd lige så godt kunne have været frembragt af netop Hendrix.

Waters' musik fra denne tid er måske ikke festlig i samme grad som rock'n'roll-drengenes, men den er langt mere ekspressiv og inderlig, hvilket også Little Walthers skærende mundharmonikasolo på det efterfølgende hit "I Just Want to Make Love to You" illustrerer. Det lykkedes altså med andre ord Waters i disse år at tage alle de selvmordsbreve og dæmonuddrivelser, som Son House og Robert Johnson besang femten år tidligere ind i en ny elektrisk ramme uden at svigte bluesmusikkens oprindelige mytologi.

De stille '60'ere
Op gennem '50'erne er udviklingen den samme: musikken bliver mere og mere rocket, og populariteten stiger, hvilket også bliver supergruppens opløsning. Foranlediget af gruppens succes fornemmer særligt guitaristen Jimmy Rogers og pianisten Otis Spann mulighederne for at grundlægge de solokarrierer, som de siden bliver kendt og elsket for. Men dette er kun begyndelsen på en dalende opmærksomhed på Waters som tidens superstjerne. Da rock'n'roll'en i starten af '60'erne bliver til beat med Beatles, The Rollin' Stones og The Kinks m.fl. ser noget ud til, at Waters måske endeligt er blevet overhalet af en ny og langt mere melodisk rockmusik, som han ikke kan hamle op med.

'60'ernes beatgrupper er ikke bange for at hylde Waters og hans samtidige, men for det brede publikum skrumper interessen. Det er i disse år, at blues for alvor bliver en niche i den rytmiske musik. Den kan ikke længere bryste sig at være genren, der definerer udviklingen som en musikkens modeuge i Milano. Måske er det også netop det, der så småt begynder at etablere Waters som kultfigur i slutningen af '60'erne. De steder, hvor han trods alt lever, lever han ikke længere på grund af det, han laver nu, men på grund af at være en skikkelse, hvis aktualitet er ligegyldig, fordi han trods alt har skabt så meget i fortiden. Desuden begynder flere af slut-tressernes grupper at vende tilbage til den rå og dystre blues. Heriblandt Cream, der spiller Waters-nummeret "Rollin' & Tumblin'" på deres debutplade og Jimi Hendrix, der også indspiller Waters-signaturen "Mannish Boy".

Kongen vender tilbage
Den repræsentant for slut-60'ernes bluesfornyelse, der dog får absolut størst betydning for Waters karriere, er dog indiskutabelt Johnny Winter, der er tidens måske største bluesnavn i starten af '70'erne, hvor Hendrix er gået bort og Clapton er forsvundet i sit narkotikamisbrug. Samtidig er Winter også en større traditionalist end fx den mere syrede Hendrix, og måske netop det får Waters og Winter til at indlede et afgørende samarbejde i 1977 på Winters initiativ. Målet er at skabe en plade, der vender tilbage til rødderne i den rå upolerede Chicago-stil, hvor den hvinenende mundharmonika skal være langt fremme i billedet, og hvor der helst ikke skal rettes for mange skønhedfejl. Desuden består repertoiret primært af gamle Waters-klassikere som "I Can't Be Satisfied" og signaturen "Mannish Boy", som han i øvrigt også fremfører ved The Band's afskedskoncert "The Last Waltz". Pladen kommer til at hedde "Hard Again" og bliver en uovertruffen succes — både kommercielt og hos anmelderne.

Den aldrende Waters er igen et efterspurgt livenavn og nyder et renommé som en af den ægte bluesmusiks sidste levende bastioner fra dengang, hvor det hele blev skabt. Et koncertmøde med Waters er nu en attraktiv begivenhed og altså også et møde med manden og musikken, der var med til at skabe det hele, og det bliver også til optræden med gudsønnerne fra Rollin' Stones. Det skramlede udtryk er tilbage, og dog synes Winters virtuose guitarraffinementer at være afgørende, da de bl.a. sørger for også at holde et højt teknisk niveau. En opfølger er naturligvis uundgåelig, og pladerne "I'm Ready" og "King Bee" udkommer begge kort efter med den detalje, at det her er lykkedes Winter at overtale nogle af de gamle drenge fra Waters' velmagtsdage til at medvirke igen; heriblandt Jimmy Rogers fra supergruppen i '50'erne, der nu også er en legende.

Ved indgangen til '80'erne tilstøder dog svære helbredskomplikationer hos den aldrende Waters, der nærmer sig de 75 år uden ligefrem at have levet af fiberrigtig raw food. Waters må takke nej til flere og flere jobtilbud foruden at aflyse nogle af de allerede planlagte. I 1982 ses Waters på scenen for sidste gang, da han spiller en koncert med Eric Clapton, og et halvt år efter sover den 75-årige Muddy Waters stille ind i sit hjem i Chicago midt i en nattesøvn.

Noget af det fascinerende ved Waters' karriere er, hvordan han ad flere omgange lykkedes med at sætte en musikalsk dagsorden uden at bevæge sig ret langt væk fra det udgangspunkt, hvor det hele begyndte. Det hele begyndte nemlig i Mississippis sorte slum med de folkesange, der beskrev toget til Memphis, de tilrøgede juke joints og den tabte kvinde i tolv takter, tre akkorder og en skala. Og netop denne historie, der i dag er blevet en hel mytologi, var både først og sidst omdrejningspunktet for Waters' bagkatalog, der dog fortalte den samme historie, men kun aldrig rigtig mistede sin aktualitet.

*: Der hersker lidt uenighed om, hvorvidt Muddy Waters blev født 4. april 1913 eller 4. april 1915. Ikke desto mindre lader det til, at de fleste bruger 1913 som fødselsåret. Deriblandt også Robert Gordon i sin meget omfattende biografi "Can't Be Satisfied" fra 2003. Det samme siger hans dødsattest. Når man alligevel overvejer, at han kunne være født i 1915, skyldes det primært, at Waters selv begyndte at hævde det i midten af 50'erne, hvilket er meget mystisk, da han anførte 1913 som sit fødeår på begge sine tidligere ægteskabsattester og i øvrigt også i andre sammenhænge.