Nyhed

James Blake: Dubstep'en er død

For James Blake giver det kun mening at bevæge sig fremad. Nyskabelse i musikken er en nødvendighed. Derfor har han efterladt de bastunge beats i det musikalsk kølvand, hvor han mener, de hører til.

– Hvis dubstep var en person, ville hun ønske, at du kom videre. Hun ville ønske, du ville glemme hende, eller bare acceptere hende for det, hun var. Fordi den genre holdt aldrig op med at bevæge sig videre. Ligesom "UK garage" og "jungle" aldrig stod stille. De her ting bliver frosset i tiden, og man kan gå tilbage lytte til alle mulige fantastiske jungle-plader, garage-plader eller house-plader, men de ting bliver aldrig lavet igen. Og det er ikke noget, vi skal beklage. Sådan er det bare. Det interessante er, hvad vil du lave nu?

Den hudløst ærlige opfordring kommer fra den 25-årige sangskriver og producer, som for bare to år siden blev hyldet verden over for et debutalbum, der slyngede dubstep'ens buldrende, elektroniske baslinjer, minimalistiske trommeprogrammering og iturevne vokaler ind i voldsom rotation på de populære landsdækkende radiostationer. Blandt andet i form af hans fortolkning af Feist-nummeret "Limit To Your Love". Men nu er er det slut. Blake er rykket videre, dybere ind i sin sangskrivning; og han har ingen kvaler ved at forlade den scene, som inspirerede ham til at producere musik. Nogen ville kalde det en vovet beslutning, andre vil nok prise det selvsamme vovemod. Men for kunstneren selv er det slet ikke et valg. Det er en nødvendighed.

– Hvis noget udkommer nu, og det ikke er nyt, så kan jeg godt få tanken: "Hvad er pointen med det her?" Jeg vil indrømme, at på den første plade var en stor del af sangene afhængige af produktionen omkring dem, hvilket var cool, for det var sådan, det skete dengang. Sangene var uløseligt forbundet med den måde, de opstod på. Men på det nye album har jeg arbejdet meget mere med sangskrivningen i sig selv, og min produktionsstil har også bevæget sig meget siden dengang. Jeg har lært meget og udviklet mig.

I konstant forandring


Hvis sangskrivningen er mere i fokus nu end før, så var det måske sandt, når folk i 2011 sagde, at din musik ville tage en kurs fra dubstep til singer-songwriter, fordi det var de to ting, du forsøgte at fusionere?

– Jeg tror ikke, det er fordi, jeg har mere fokus på sangskrivning nu end før, men simpelthen fordi min sangskrivning er blevet bedre. Jeg tror også, at sangskrivningen og produktionen på dette album har været uløseligt forbundet. Sangene er bare blevet stærkere. Det er den følelse, jeg selv får, når jeg lytter til albummet. Jeg oplever det ikke som om, jeg har taget afsked med noget. Faktisk ser jeg det meget som en bevægelse fremad. Det musikalske landskab har ændret sig. Det er en ny scene nu, og vi må acceptere, at vi er en del af den.

Skal der absolut ske noget nyt hele tiden?

– Ja. For det meste, ja. Det har musikhistorien lært os. Det gælder for eksempel også soul-musikken, som jeg altid har været inspireret af. Den genre er også på en eller anden måde forældet. Den eksisterer ikke mere, udover i vores pladesamlinger, på vores hylder og i vores mp3-biblioteker. Det eksisterer også i nogle af de ældre sangere, som levede i den tid, hvor soul'en opstod. Men det eksisterer bestemt ikke i nogen ny generation af sangere og musikere, efter min mening. Fordi hele årsagen til at soulmusikken opstod er forsvundet nu.

Hvad var den årsag?

– Jeg behøver ikke uddanne nogen i soul-musikkens historie. De fleste ved jo godt, hvor og hvorfor for eksempel blues og gospel opstod, men de omstændigheder, hvori disse musikalske kreationer blev til, er overstået. Og nu er efterkommerne af disse artister også snart forsvundet. Jeg mener, det var D'angelo (amerikansk r'n'b-artist, red.), som for nylig udtrykte denne pointe. Han sagde, at for ham var moderne hiphop ikke længere noget, som var associeret med den oprindelige soul-musik. Og jeg er enig. Det er slet ikke relevant at tale om længere.


Læs et længere interview med James Blake, der blandt andet taler om det musikmiljø, han kommer fra, i GAFFAs artikelsektion.

ANNONCE