Jon Spencer and the Blues Explosion: Punkrockens Oldies But Goldies

Efter otte års albumpause er Jon Spencer and the Blues Explosion endelig tilbage på turne med deres album "Meat+Bones" fra 2012. De erfarne blues-punkere fra New York har i de sidste 20 år ageret som undergrundshelte på den amerikanske musikscene. Større anerkendelse er det paradoksalt nok blevet til i Europa og Asien, hvor bandet gennem årene har haft stor succes. Nu gæster den alternative amerikanske rocktrio også Danmark igen med tre koncerter henholdsvis på Posten i Odense den 23. april, VoxHall i Aarhus den 24. april og Loppen i København den 30. april. Det gav derfor lejlighed til at snakke med Jon Spencer om, hvordan det føles at være tilbage, selv om han slet ikke har været væk.

Siden 1991 har the Blues Explosion hærget den alternative punkscene, hvor de har medvirket til dens eksistens i dag, og må nu betragtes som legendariske oldies but goldies i branchen. Trods de mange år på bagen og en otteårig albumpause mellem "Damage" i 2004 og "Meat+Bone" i 2012 har Spencer og co. dog ikke ligget på den lade side.

– Det føles dejligt at være tilbage med The Blues Explosion og have et nyt album ude. Men jeg har ikke været fuldstændig fraværende fra musikindustrien og musikken. I pausen fra the Blues Explosion har jeg haft meget travlt, især med mit sideprojekt Heavy Trash. Så selvom jeg ikke officielt har lavet noget med Blues Explosion, har jeg arbejdet med sideløbende albums og spillet koncerter.

Derudover har Judah Bauer (guitar, vokal og harmonika) og Russell Simins (trommer) blandt andet samarbejdet med Cat Power, Harper Simon, Tom Waits og Joseph Arthur.  

Så har I også haft nok at se til gennem årene - hvor bliver du ved med at få din inspiration fra?

- Det er den samme inspiration, som fik mig til at starte med at spille i begyndelsen. Den stammer fra andres musik  hvor du forelsker dig i bestemte artisters musik, og inspirationen kommer, når du kan mærke dit hjerte hamre hurtigere. Så for mig har det altså været garagebands, hvor jeg ville prøve at begynde på egen hånd.

Hvem har været din favoritkunstner inden for musikken gennem tiden?

- Uh, det er svært at sige. I disse dage er det meget anderledes i forhold til dengang, The Blues Explosion startede med at spille. Dengang var der bestemte udvalgte artister og bands, vi holdt øje med - for eksempel Hound Dog Taylor and the House Rockers var en stor inspiration for os. Men nu om dage har vi, som tre kæmpe musikelskere, hørt så mange ting, at der ikke længere er en bestemt ny artist som inspirationskilde. Det er nu mere mange forskellige inspirationer, som er sammensmeltet til en. Men for mig er Russell og Judah også kilde til stor inspiration for mig, og måden de spiller på.

Gennem jeres lange karriere har I også haft fornøjelsen af at arbejde sammen mange forskellige talentfulde kunstnere, f.eks. Elliott Smith, Beck og the Beastie Boys. Hvem har haft størst indflydelse på jer?

- Den største inspiration for os har været R.L. Burnside. Vi var velsignede at opleve hans tilstedeværelse, for han var en levende legende inden for bluesgenren, og vi var så vilde med hans musik - det var generelt en helt magisk tid at turnere og spille med R.L. Burnside.

Opfordring til det danske publikum

Nu har I jo efterhånden et bredt musikkatalog bag jer, men hvis du kan vælge mellem alle dine børn så at sige, hvad er så dit yndlingsalbum og din yndlingssang gennem årene?

- Åh gud. Det skifter meget gennem tiderne, øh… En af de sange, som jeg helt sikkert er meget stolt af, grundet indspilningen i studiet og resultatet, er sangen "Talk about the Blues" fra "Acme" i 1998. Den sang er jeg rigtig glad for, og det er meget en studieproduktion. Da vi jo i høj grad også er et liveband, får jeg altid nye favoritter efterhånden, som vi spiller dem live. Som regel får jeg altid et nyt yndlingsnummer, og fra det nye album er det nok sangen "Boot Cut", som er favoritten.

Ja, I er jo ret kendte for jeres utrolige liveoptrædener, hvor I uden indøvet sætliste spontant vælger sangene ud fra viben til koncerten.

- Ja, vi prøver helt at gå med viben i rummet og stemningen fra publikummet. Vi har aldrig brugt en sætliste - vi bestræber os i stedet på at give plads til spontanitet – og måske endda kaos.

Så hvordan virker det rent faktisk? Jeg mener, er det ikke svært spontant at koordinere rundt imellem jeres brede sangkatalog?

- Vi har spillet sammen i mange år, og vi bruger jo også lang tid i øvelokalet. Vi er nu efterhånden i stand til læse hinanden, og derudover har vi også nogle signaler, så det er noget, vi gennem årene har indarbejdet.

Hvad kan vi så forvente af denne turné - vil I hovedsagligt spille sange fra det nye album "Meat+Bones", eller vil I også forkæle publikum med nogle af de gamle sange?

- Vi vil også spille mange af de gamle sange. Og jeg opfordrer altid publikum til at lade os vide, enten før koncerten eller råbe det op til os, når vi står på scenen, hvis der er en bestemt sang, de gerne vil høre. Så er vi ofte mere end åbne for at spille den.

Okay den opfordring vil jeg hermed give videre til det danske publikum.

Ydmyget af Tremolo Beer Gut

Hvad har været højdepunktet i jeres lange karriere?

- Uh, det er et temmelig bredt spørgsmål. Øhm.. Uh.. Jeg ved det ikke lige. Ringer du fra København?

Nej, jeg ringer fra Aarhus.

-Åh okay, jeg kender godt den by. Jeg har gode venner der - Bo og Kim fra bandet PowerSolo.

Ja, lige præcis.

- Ja, og hvad er navnet på det her spillested der? Det er noget med et V?

VoxHall?

- Ja jeg kender godt det sted, og jeg har generelt nogle gode oplevelser fra Aarhus, og tiden jeg har tilbragt der med Kim og Bo (Kim Kix og Atomic Child, Powersolo, red.) Jeg har kendt Kim og Bo i mange år, og vi har tidligere turneret en del med dem både med The Blues Explosion og med Heavy Trash (Jon Spencers sideprojekt, red.) og jeg er stor fan af det, de laver. De er fantastiske musikere og har en god musikalsk æstetik, og så er de mine nære venner.

- Med hensyn til Blues Explosions højdepunkt, så er der sket mange gode ting. For os har muligheden for at møde nogle af vores musikalske helte og endda få muligheden for også at indspille sammen med nogle af dem været fantastisk. Jeg har allerede nævnt R.L. Burnside, og du har nævnt Beastie Boys, og der har også været andre som Rufus Thomas, Alex Chilton og Elliott Smith. Så vi har været meget heldige at møde så mange fantastiske kunstnere og endda spille med dem.

- Vi har også haft nogle gode koncerter i København gennem årene. Der var bestemt én god koncertoplevelse, som jeg husker tilbage på fra 1999 eller 2000, mener jeg. Jeg kan ikke helt huske stedet, men det var i en stor park på en varm sommerdag. Vi spillede med Tremolo Beer Gut, som lige havde lavet en remixversion af vores sang "She Said", så det må nok nærmere have været i 2002 eller 2003. Nå, anyway, de var på turne med os, hvor de så spurgte, om jeg ikke ville komme med op på scenen og synge med, når de (Tremolo Beer Gut, red.) ville spille "She Said". Det ville jeg jo selvfølgelig med glæde, da de er mine gode venner, og jeg er stor fan af deres musik. Men inden det nød vi det gode vejr, og vi fik os nok også en drink eller to. Da det så var tid til at Tremolo Beer Gut skulle spille deres version af "She Said", kom jeg op på scenen og sang med. Deres fortolkning af sangen var meget anderledes end min, så jeg kom forkert ind i sangen, og det var ret pinligt, da jeg sang fuldstændig forkert, og det hele gav ingen mening i forhold til deres udgave. Men på trods af den lidt pinlige episode, så var det en virkelig dejlig dag omringet af gode venner. Så måske ikke den største oplevelse for the Blues Explosion, men et dejligt minde for mig personligt.

Af nyere oplevelser ved jeg også, at I havde æren af at optræde i The David Letterman Show - hvordan var det som inkarneret newyorker at få lov at spille der?

- Det var rigtig dejligt og en ære at få lov til. Vi har ofte spillet på japansk og europæisk tv, men vi har aldrig spillet på amerikansk tv. Her i USA er vi meget mere undergrund, så det var dejligt også at blive anerkendt herhjemme.

Er den næste store drøm så at få et gennembrud i jeres hjemland? Eller hvad drømmer I om?

- Det ville da være dejligt, men realistisk set tror jeg ikke, det kommer til at ske. Vi laver den slags musik, vi brænder for, og ikke blot musik, vi håber, folk kan lide. I stedet laver vi musik for os selv. Vi håber så selvfølgelig også, at folket synes om det, men i sidste ende er vi nok egoistiske, men hvis vi skrev album for at please folk, så ville det i virkeligheden ikke ende ud med særlig gode albums. Vi prøver ikke at lave musik for indtjeningens skyld – vi er artister - vi er punks, haha.

Find billetter til Jon Spencer Blues Explosion via GAFFA Live.