Senere på måneden holdes der mindekoncert for den afdøde sangerinde
Torsdag den 25. april åbner Den Grå Hal på Christiania dørene for et brag af en reggaefest. Det sker for at mindes den danske reggaesangerinde Natasja, der i 2007 døde i en tragisk bilulykke på Jamaica.
På aftenen kan man således opleve jamaicanske reggaestjerne Ce'Cile, der har været revolutionerende for kvindelige reggaemusikere verden over. Ce'Cile har arbejdet tæt sammen med blandt andre Sean Paul, Shaggy og Natasja. Sammen med Ce'Cile kommer den svenske dancehallartist Million Stylez, der i 2006 hittede med singlen "Miss Fatty".
Af danske artister på scenen denne aften kan man opleve Wafande, Kaka og Pharfar. Hertil kommer også Natasjas Mindefond forbi og uddeler et legat. Mindefonden blev oprettet efter sangerindens død, og der gives legater til musikere og andre, der gør en særlig indsats for reggae-miljøet.
Ud over dette vil aften byde på en række dj's, så som DJ Hyde Park, Phase 5 og Youndblood Sound Donkey Sound, som vil spille en masse nye remixes og gamle optagelser af Natasjas sange.
Forsalget er i gang i Alis-butikken i Studiestræde i København.