Han blev legendarisk på Woodstockfestivalen, hvor hans berømte improviserede råb om frihed blev et af symbolerne på den politiske kamp i kølvandet på Summer of Love.
Han står lyslevende på nethinden. Ja, Woodstock-filmen starter stort set med den store, flotte, sorte mand, som bevæbnet med intet andet end en akustisk guitar og en vidunderlig stemme af hæs honning sætter gang i festen. Iklædt en lang kjortel og sandaler fremstod han som en fredens ypperstepræst, mens han med noget der lignede hjemmelavede barrégreb brugte guitaren som et rytmeinstrument over hvilket hans stemme erobrede og tryllebandt tilhørerne. Nu er Richie Havens død.
Efter en nyreoperation kom beskeden for et års tid siden om, at han ikke ville turnere mere. Og i går holdt hjertet op med at slå. Som livet synes at være et mirakel, er det i nogle tilfælde en endnu større sensation, at det holder op en dag. I hvert fald når det gælder et kraftcenter som denne sanger fra New York.
Faktisk var der en god grund til, at koncerten på Woodstock blev noget særligt. Festivalen startede i kaos. Arrangørerne som snart skulle give op og lade arrangementet blive en gratis fest, fordi de simpelthen ikke havde forudset folkevandringen fra metropolen mod flækken Bethel, havde store problemer med at få folk frem til starten på de tre dages musik. Så Richie Havens, der allerede var en erfaren improvisatør fra folkscenen i Greenwich Village og havde samme manager som Bob Dylan, blev bedt om at spille et ekstra langt sæt.
Det kom til at vare tre timer. Og det var da han løb tør for sange, at den gamle negro spiritual fra midten af 1800-tallet, Motherless Child, blev afsættet til hittet Freedom, som kom ud af den efterfølgende improvisation, som sluttede med at Richie, efter med den akustiske guitar at have danset rundt på scenen, endte i elevatoren for enden og kørte ned. Stadig chantende det nye/gamle hit selv om han nu var langt fra mikrofonerne. Som han kørte ned ad elevatoren, steg hans stjerne og sikrede et stort og hengivent publikum over hele verden. En version af Freedom var i øvrigt med for nylig på lydsiden til Quentin Tarantinos film om sydens racisme, Django UnChained.
Richie Havens havde frekventeret Greenwich Village tilbage i 1950'ernes beatnik-dage og havde først sunget gospel og do-wop, inden han blev maler. Men som folkboomet for alvor tog fart i 1960'erne med folk som Joan Baez og især Bob Dylan, blev han en af de efterspurgte sangere på klubber som Gerde's Folk City og The Bitter End, og han havde allerede en stribe album på samvittigheden i 1969. Efter Woodstock oprettede Richie Havens eget pladeselskab. Han hittede med covers, som George Harrisons Beatles-sang, Here Comes The Sun, hvor han entrede branchebladet Billboard's Top 30-liste.
Gennem hele sit liv brugte Richie Havens meget energi på politisk arbejde. Han kastede sig tidligt over økologi, hvor han oplærte børn og unge. Ligesom han fortsatte med at udgive plader og gennem hele resten af karrieren blev hyldet som en legende. Også filmen kaldte på Richie Havens. Blandt de mere kuriøse eksempler var den fede, men også skæve Dylan-film, I'm Not There fra 2007, hvor Havens sidder uden for et hus og jammer over Bob Dylans berømte Tombstone Blues.
Han løb dog tør for kræfter til sidst. Mæt og svækket tilbragte han det sidste år hjemme i huset i Jersey City på den anden side af Hudson-floden fra storbyen, som man for evigt forbinder med denne store sanger og personlighed. Og i går var det så slut.
Richie Havens (1941-2013) - Æret være hans minde.
