Nyhed

Nye navne til Danmarks Grimmeste Festival

Grimfest lukker op for posen med otte nye navne

En række nye navne er netop blevet offentliggjort til Danmarks Grimmeste Festival, der i år kan fejre deres 10 års jubilæum.

Sidste års KarriererKanon-vindere Dance With Dirt lever og spiller rock'n'roll-drømmene ud. 100%Max leverer energisk nigeriansk-inspireret partymusik, med tyske tekster, i deres seksmand store afroband. Frontmanden Max er også bedre kendt under navnet Bo Marley. 

De to rappere Jonny Hefty & Jøden har med deres seneste singler "Gamle Dreng" og "Vi Går Aldrig Hjem" atter markeret deres tilstedeværelse, ligesom unge (billedet) i øjeblikket er at finde næsten overalt på diverse festivaler, musiksites og airplaylister. 


Det aarhusianske post-rock-band Sky Architects udsendte i maj sidste år deres første fuldlængdeplade "The Promise Of Tomorrow", og spillede samtidig på Spot Festival. Klepti Klepti spiller musik med inspiration fra Balkan, Tyrkiet, afrobeat, ethiopisk funk, klubmusik og dansk bodegastemning.

Flødeklinikken bringer hiphoppen til festivalen og går for at levere et godt liveshow, og slutteligt i den lidt tungere afdeling finder vi thrash metal-bandet Hatesphere

I løbet af festivalen bliver der igen i år afholdt skate-konkurrence ved Bonzai-scenen og formiddags-standup til at klare hovedet på Skovscenen. Og som noget nyt kommer der i år desuden flere gange i løbet af festivalen Poetry Slam på Undergrim-scenen. 


Allerede offentliggjorte navne er: Tako Lako, Barbara Moleko, Pede B & DJ Noize, Mother Lewinsky, So-So Echo, Go Go Berlin og Kim And The Cinders.

Danmarks Grimmeste Festival afholdes 1.-3. august, vanen tro på Grimhøjvej i Brabrand. Køb billetter via GAFFA Live.

ANNONCE