Nyhed

The Rolling Stones afslører stor nyhed i dag

Bandet tæller ned til en stor offentliggørelse i dag klokken 16 dansk tid

The Rolling Stones har i en uge nu talt ned til deres #StartMeUpWednesday, der ifølge rygterne vil afsløre en stor nyhed fra bandets side. Musiksites som Billboard.com og Rollingstone.com gætter kraftigt på, at rulledrengene vil annoncere deres længe ventede sommer-tour.

I den sidste uges tid har bannere og reklameskilte dukket op i forskellige amerikanske byer med det famøse tunge-logo og og forskellige sangtitler på. I øjeblikket er der nedtælling på bandets Facebook- og Twitter-side, og afsløringen ser derfor ud til at skulle foregå klokken 16 i dag dansk tid. Hvorledes vides ikke. 

Bandet er allerede bekræftet til at spille på årets Glastonbury Festival i England, ligesom 18 datoer i Nord Amerika mere eller mindre er blevet offentligtgjorte også. Men at det kun skulle være disse koncerter, som bandet vil annoncere officielt, er næppe sandsynligt. 


Rollingstone.com mener, at der også vil være tale om europæiske datoer, og at der højest sandsynligt vil være tale om "deres absolut sidste tour", hvilket også Billboard.com er enig i. 

Disse spekulationer har efterhånden været fast bestanddel i medierne i de sidste mange år når det gjaldt The Rolling Stones, der efterhånden må siges at være nået pensionsalderen. Og på trods af deres gode, fysiske form, kan der dog være noget om snakken denne gang. Bandet fejrede 50 års jubilæum sidste år, Keith Richards og Mick Jagger har rundet de 69, og Charlie Watts fylder 72 i juni. Som Billboard.com skriver, er virkeligheden ved at hale ind på de tre herrer. Og en pålidelig kilde til Rollingstone.com har udtalt: "Vil Stones lave noget efter det her? Jeg tvivler stærkt."

Indtil nu må vi vente i spænding til senere i dag. GAFFA holder dig selvfølgelig opdateret. 


ANNONCE