Nyhed

Aarhus Festuge inviterer til gratiskoncerter

Den årlige kulturfestival i smilets by har i år arrangeret en række gratiskoncerter på Store Torv

I år kan alle interesserede opleve flere kunstnere på Store Torv i Aarhus ganske gratis. Aarhus Festuge opstiller scenen "Little Big Thing", som kommer til at huse både danske og internationale kunstnere i løbet festivalen, der i år finder sted fra den 30. august til den 8. september.

På scenen kan man blandt andet opleve koncertproduktionen "Walk This Way", der bygger videre på dj Statics projekt "Rolig Under Pres". Koncerten byder på lidt af hvert fra den danske musikscene: "Man ved, at det er festuge, når DJ Static møder Peter Sommer møder Kim Kix møder Thomas Buttenschøn møder Jøden og Jonny Hefty møder The DeSoto Caucus," beskriver Aarhus Festuge og fortsætter: "Et ægte mash-up, hvor band og dj er ligestillede. En åbning af Little Big Thing-installationen, der ikke ligner noget andet." Koncerten kan opleves den 30. august kl. 16.00-17.00.

Ud over det store åbningsshow kan man også opleve The DeSoto Caucus, der med en række internationale kunstnere – som endnu er en overraskelse – tager over om aftenen den 30. august fra klokken 19.00-20.00. The DeSoto Caucus vil også fra den 2. til den 4. september lukke scenen "Little Big Thing" med forskellige programinstallationer.


På visit fra den anden side af kloden kan man den 31. august klokken 20.30-21.00 frit og kvit opleve New Zealandske Estère Dalton, hvis musik tager udgangspunkt i MPC-sampleren, hvor hun blander bas, trommer, fløjter kazoo med mere. Der er altså lagt i ovnen til lidt af hvert med de mange gratis arrangementer på Store Torv.

ANNONCE