Nyhed

Beatles-promoter Sid Bernstein er død

Promoteren, der bookede Lennon og co. til det legendariske show på Shea Stadium tilbage i 1965, er død, 95 år gammel

Ifølge BBC er den legendariske koncertpromoter Sid Bernstein, der nok bedst er kendt for at booke The Beatles' første stadionkoncert på det dengang nyåbnede Shea Stadium i New York i 1965, afgået ved døden, 95 år gammel. Bernstein var en afgørende figur i den britiske invasion, der foregik i 1960'erne, hvor britiske artister for alvor fik kæmpesucces i Guds eget land USA. Ud over at hjælpe The Beatles til Shea – der i øvrigt blev revet ned i 2008-2009 til fordel for en parkeringsplads – bookede han også de fire legenders jobs i Carnegie Hall under deres første amerikanske tour nogensinde. Sid Bernstein har også arbejdet for andre markante, britiske navne såsom The Rolling Stones, The Kinks og The Animals.

Da Bernstein vendte tilbage til sit civile liv, efter at have tjent i den engelske hær under Anden Verdenskrig, blev han ved med at læse britiske aviser og fik senere øjnene op for den beatlemania, der foregik under de hjemlige himmelstrøg. Selvom han indrømmede, at han aldrig havde hørt musikken, overtalte han alligevel Beatles' manager Brian Epstein til at sende gulddrengene videre til USA. Det må siges at være en af de bedre idéer, Sid Bernstein har fået i sin lange karriere.

Selvom Bernstein hovedsageligt er kendt for sit samarbejde med et af de mest legendariske bands nogensinde, er han ligeledes kendt for at nedbryde barrierer ved at booke afroamerikanske kunstnere som James Brown og Jimi Hendrix.


Sid Bernstein efterlader sig konen Geraldine og seks børn samt børne- og oldebørn.

ANNONCE