Nyhed

Danskere invaderer Berlin

Danske kunstnere får igen muligheden for at vise deres værd, når Berlin Music Week igen slår dørene op for Danish Invasion

Vanen tro er der lagt op til muligheder for synliggørelse og internationale gennembrud, når Comet Club i Berlin inviterer til begivenheden Danish Invasion. De danske stjerneskud Benjamin Kissi, Ice Cream Cathedral (billedet) og Kadie Elder er blevet inviteret til Tyskland, hvor de i starten af september skal spille showcases. Derudover er danske Asbjørn og Linkoban på programmet.

Det er Dansk Musiker Forbund i København og Aarhus, der er med i projektet om at få videreformidlet nogle af dansk musiks unge stjerner til udlandet, og her er Berlin Music Week altså blevet "talerør". De udvalgte kunstnere er seriøse bud på talenter med stort internationalt potentiale. Fremstødet er en vigtig brik i Dansk Musiker Forbunds arbejde med at åbne nye døre og fremme karrieremulighederne for den massive talentmasse, der præger dansk musik.

Tysklands musikbranche har i mange år haft et godt øje til dansk musik og de mange upcoming talenter. Specielt til Spot Festival er det tydeligt, at den tyske branche fylder en hel del. Ice Cream Cathedral ser frem til at spille i Berlin og siger om festivalen:


– Vi ser showcasen på Berlin Music Week som en rigtig god mulighed for os til at komme et skridt nærmere det tyske marked. Danmark er ikke et så stort land, og når man, som os, laver musik, der ikke umiddelbart hører til mainstream og bliver kategoriseret blandt nichegenrer, kan det være en fordel også at søge udenlands for at udvide sin fanbase. Tyskland har en rigtig god musikkultur, og med 80 millioner indbyggere er der også langt flere potentielle lyttere til nichemusikken end herhjemme. For et upcoming-band som os er det også oplagt at opsøge det tyske marked, fordi Tyskland grænser så tæt op ad Danmark, at det på et helt lavpraktisk plan også er nemmere og billigere end størstedelen af andre internationale markeder.

De danske stjernefrø kan opleves på Comet Club onsdag den 4. september, og hele Berlin Music Week forløber fra den 4. til den 8. september.

ANNONCE