Nyhed

DM i Mix holder 30 års jubilæumsshow

Disco Mix Club fejrer i efteråret sit 30. år

I år er det 30 år siden, at internationale DMC, Disco Mix Club, blev stiftet og afholdt den første omgang af de officielle verdensmesterskaber for dj's: World DJ Championships. Det var ligeledes DMC, der kort efter oprettede DM i Mix, og den 14. september afholder organisationen både sit jubilæumsshow og DM i Mix 2013.

DM i Mix foregår således, at hver deltagende dj har seks minutter i selskab med to pladespillere og en mixer. Den, der efterfølgende har udmærket sig bedst i de forskellige teknikker samt skabt de mest interessante mix vinder. 

Danmarksmesteren i mix skal repræsentere Danmark i DMC World Championships, der i år finder sted i London. Her skal danskeren dyste mod 25 af verdens dygtigste dj's. I de sidste fire år er det DJ Graded (billedet), der har stået for denne tjans, og i 2012 blev det til en flot 5. plads. Det er imidlertid lang tid siden, at Danmarks kunne se sig selv på sejrsskamlen til DMC World Championships. Sidst var i 1996, hvor DJ Noize tog den prestigefyldte førsteplads. Blandt andre danske dj's til DM i Mix gennem tiden kan nævnes markante navne som Soulshock, Cutfather, Static, Turkman Souljah, Ugerløse og Knud.


Til jubilæumsshowet vil det være muligt at opleve navne som Wafande, Raske Penge & Turkman Souljah, Sicknature, Negeren (tidligere kendt som Peaceful James), Kaka, Doc T, DJ Ego (Sverige) og DJ Nd (Belgien). Aftenens vært er Per Vers.

Arrangementet foregår som sagt den 14. september i Pumpehuset i København, og billetter kan findes via GAFFA Live.

ANNONCE