Nyhed

En verden af musik: Oplev Copenhagen World Music Festival

Om små to uger afvikles Copenhagen World Music Festival, hvor musikere fra hele verden vil spille København tynd

Fra 28. august til og med 1. september kan man opleve musik fra alle verdens hjørner, når Copenhagen World Music Festival løber af stablen. Den fem dage lange festival bliver afholdt på en lang række forskellige, københavnske spillesteder. Festivalen formes af et samarbejde mellem arrangører, festivaler, spillesteder og kommuner i Region Hovedstaden.

Med kodeord som salsa, afrobeat, reggae, folk, balkan, worldfusion, flamenco, blues, roots og en masse andet, så er der lagt op til nogle farverige og anderledes dage i hovedstaden. Blandt de mange optrædende kan nævnes Opa Opa Orkestar, der er nok bedst kendt i den brede befolkning for samarbejdet med Klamfyr og F1rsteholdet. De har fået æren af at åbne festivalen. Det sker med en gadeparade, der fører til Rådhuspladsen, hvor makedonske Baklave giver koncert, når den formelle åbningstale af kulturborgmester Pia Allerslev er afsluttet.

Andre optrædende er blandt andre Reve Boheme, Kresten Osgood & Snöleoparden, Senyawa (Java), Olayo Jiménez y Grupo, Ash Plant, Klezmofobia, Channe Nussbaum, The Alaev Family (Tajikistan) feat. Tamir Muskat fra Balkan Beat Box, Adelante, Gilito y su Clave (10 mands stort band fra Cuba), Mames Babegenush (billedet) feat. Lasse Herbst (Blue Foundation), Simone Moreno (Cuba), Master Fatman, J. Tex & The Volunteers (USA), Mitu (Columbia), Musikorkestret med blandt andre Jørgen Lang, Paul Banks, Camilla Simplicio (Brasilien), Outlandish, Simone Moreno, G-Amado, Mzungu Kichaa, Radiant Arcadia, Fatma Zidan, Suwalski Latin Quartet med flere.


Mange af de optrædende har en interessant historie bag sig, og det gælder specielt for den kurdiske sangerinde Mizgin: Hun fik polio som 2-årig og begyndte i al hemmelighed at spille på instrument saz. Som 16-årig drog hun i rullestol ned fra de kurdiske bjerge mod Istanbul og ytrede sin mening om alle de restriktioner, kvinder er underlagt. Mizgin blev et populært navn og solgte blandt andet over 100.000 solgte kassettebånd, men systemet fik stoppet hende med en fængsling. Derfor forlod hun landet og bor i dag i Danmark.

Hele programmet for Copenhagen World Music Festival kan ses her

ANNONCE