Nyhed

Images Festival er tilbage

Festivalen for samtidskunst – herunder musik – indtager København, Aarhus og Aalborg om få dage

Det startede med Images Of Africa tilbage i '91, og siden har Center for Kultur og Udvikling (CKU) støttet kulturelle tiltag i den tredje verden og løbende inviteret kunstnere fra hele verden til at optræde ved de tilbagevendende Images-festivaler i de største, danske byer. Således også i år, hvor festivalen afvikles i København, Aarhus og Aalborg fra 30. august til 7. september – og hvor ikke mindst musikken vil være stærkt repræsenteret, fortæller festivalchef Mikkel Munck-Harder:

– Musik er noget af det, der virkelig kan tale på tværs af grænser og kulturer. Og de sidste mange år er begrebet verdensmusik jo kommet mere og mere ind i vores mainstream i Danmark, og vi er vant til at høre fusioner. Derfor er musikken noget af den kunst, som vi har relativt let ved at forholde os til, siger Harder og tilføjer:

– Selvom der er fremmedartede instrumenter med, kan vi lynhurtigt fornemme et beat... vi er bedre i stand til at afkode de universer, det er vi simpelthen blevet trænet i ved at høre mange forskellige slags musik. Derfor har vi valgt musikken som en meget vigtig indtrækker til festivalen.

CKU er en selvejende institution under Udenrigsministeriet og har blandt meget andet støttet opbygningen af et musikkonservatorium i Mali og en (børne-)filmindustri i Uganda. Temaet for årets festival er Occupy Utopia, og blandt de musikalske indslag fra ind- og udland er malinesiske Amadou & Mariam (billedet), hjemlige Den Sorte Skole, transafrikanske One World Orchestra og det kinesiske punkband Demerit. På spørgsmålet om, hvorfor GAFFAs læsere skal rette blikket mod Images Festival blandt sommerens mange musikalske tilbud, svarer Harder uden tøven:

– Det skal de, fordi der venter dem nogle virkelig fede, musikalske oplevelser. Hvis de er nysgerrige og har mod på at udvide deres horisont, er det her en virkelig god måde at gøre det på: Mange af koncerterne er gratis, og hvis ikke de allerede er stjerner, så er der sikkert mange af dem, der bliver det. Så det er en god og billig måde at høre nogle fede koncerter på. Og når man så først er derhenne, er der mulighed for at få indblik i al mulig andet kunst og møde en masse mennesker fra hele verden.

Læs meget mere om festivalen her.


ANNONCE