GAFFAs guide til månedens varmeste sange, du bare SKAL høre
Den skulle eftersigende være god nok; U2 er i gang med at lægge de sidste hænder på et nyt trettende album i Electric Lady-studiet i New York. Under et af deres seneste besøg i studiet blev der også tid til at indspille en coverversion af This Is – oprindeligt af et andet og langt mere anonymt Dublin-band, Aslan.
Smukfest-aktuelle Kings Of Leon udsender den 24. september deres sjette album Mechanical Bull. En titel, der ligesom de fem foregående udspil indeholder fem stavelser. Førstesinglen Supersoaker er i øvrigt opkaldt efter en pænt sej række vandpistoler.
Drømmen om et nyt album fra alt-rock-giganterne Pixies kan ikke helt afskrives endnu. For selvom bandets ikoniske bassist Kim Deal droppede ud af gruppen tidligere på året, har Black Francis og co. lige udsendt den nye single Bagboy, der måske er en forsmag på mere. Fingrene er krydsede!
Efter 17 års albumpause er Hope Sandoval og David Roback så småt ved at være klar til at fortrylle med en ny omgang drømmepop under navnet Mazzy Star. For i slutningen af september udgives bandets blot fjerde album Seasons Of Your Day, hvorfra California er første singleudspil.
Take Back The Night – Justin Timberlake
Den 30. september udsender den 32-årige popstjerne Justin Timberlake anden og sidste del af The 20/20 Experience-dobbeltalbummet. I skrivende stund er det småt med info om den nye plade, men førstesinglen Take Back The Night er igen et samarbejde med Timbaland.
I midten af oktober er Pearl Jam klar med deres 10. album Lightning Bolt, der igen er produceret af Brendan O'Brien, og hvis man skal dømme ud fra singleudspillet Mind Your Manners, kan man se frem til mere højoktan-rock fra grunge-overleverne.
Lige dele inciterende garage- og stonerrock er opskriften, når de tre teenagepiger Lola, Andrea og Benedicte indtager scenen eller studiet under navnet Baby In Vain. Thurston Moore har allerede fået øjnene op for det unge band, og det samme har The Floor Is Made Of Lava, der havde dem med som tour-support sidste år. Tidligere på sommeren slap de singlen Corny #1, og allerede nu er de aktuelle med endnu en 7"-single.
Do I Wanna Know? - Arctic Monkeys
Tidligere på året lagde Sheffield-bandet Arctic Monkeys vejen forbi NorthSide Festival og gav blandt andet en forsmag fra deres kommende femte album AM i form af singlen Do I Wanna Know? Det nye album gæstes blandt andet af Josh Homme og Elvis' gamle trommeslager Pete Thomas.
En af landets bedste sangskrivere og fineste kunstmalere, Knud Odde, er tilbage med en af sine sjældne flirter med musikkens verden, efter han forlod Sort Sol tilbage i 2001. For under navnet Finnerup Lade har han lagt den meget Peter Sommer-lydende sang Kanindåb online.
Right Action – Franz Ferdinand
Efter fire års albumpause er skotske Franz Ferdinand igen klar med et nyt kuld dansable sange på deres fjerde album Right Thoughts, Right Words, Right Action. To singler er allerede frigivet i form af Love Illumination og Right Action.
47-årige Moby udsender i starten af oktober sit 11. album under titlen Innocents. Albummet gæstes blandt andet af sangere som Wayne Coyne, Mark Lanegan, Damien Jurado og Cold Specks. Sidstnævnte er blandt andet med på førstesinglen A Case For Shame.