Nyhed

Michelle Obama udgiver hiphop-album

Den amerikanske præsidentfrue har taget springet ind i musikkens verden og udgiver nu en samling hiphop-sange

Selvom det uden tvivl kunne være interessant at høre præsidentfruen rappe på et hiphop-track, er det dog ikke hende, som rapper på det album, hun netop har udgivet. Det er derimod en række amerikanske kunstnere som Darryl "DMC" McDaniels fra Run-DMC, Doug E Fresh, Jordin Sparks, Ashanti og Blink-182s Travis Barker, der lægger vokal og talent til de 19 sange, som findes på albummet "Songs for a Healthier America". Michelle Obama kommer dog til at medvirke i ti forskellige musikvideoer, som skal sendes ud til landets skoler, skriver NME.

Formålet med udgivelsen er at forbedre amerikanernes helbred igennem sang og rap. Track-listen for albummet inkluderer en række interessante titler som "U R What You Eat", "Get Up Sit Up" og "Veggie Luv".

Hvis konceptet har vakt din interesse, kan du se Michelle Obama i musikvideoen til sangen "Everybody" der også inkluderer Jordin Sparks, Doug E. Fresh, Ryan Beatty, Artie Green, Dr. Oz og The Hip Hop Doc på hjemmesiden for A Healthier America, som står bag kampagnen.


ANNONCE