Den danske komet figurerer på Aviciis første studiealbum, der finder vej til hylderne i næste måned
Selvom de involverede pladeselskaber Universal og Sony hverken vil be- eller afkræfte rygterne over for GAFFA, ser det ud til, at danske MØ skal assistere stjerne-dj'en Avicii, når han næste måned udgiver karrierens første album, der får titlen "True". Hun figurerer på tracklisten på nummeret "Dear Boy", der er blevet offentliggjort på Wikipedia. Derudover er nummeret blevet spillet flittigt af den engelske dj Pete Tong, og derfor hersker der ikke længere så megen tvivl om, at det er det danske stjernefrø, man kan høre på tracket. Dog under sit borgerlige navn Karen Marie Ørsted.
MØ har fået en lynkarriere nærmest uden at blinke. Det er gået exceptionelt hurtigt for det 25-årige, sprudlende talent, der i starten af 2013 blev Ugens Uundgåelige på P3 og det seneste år har været genstand for en massiv hype. Ikke bare i Danmark, men også uden for landets grænser har musikverdenen fået øjnene op for MØ. Det anerkendte site Pitchfork har blandt andet rost den danske sangerinde for hendes evner til at blande genrerne på en ny og inspirerende måde.
Avicii-albummet "True" udkommer den 16 september, og førstesinglen "Wake Me Up", hvor "I Need A Dollar"-sangeren Aloe Blacc synger med, er allerede blevet et monsterhit i store dele af verden.
Hør singlen "Dear Boy" her: