Nyhed

Naughty Boy optræder til The Voice ’13

Den engelsk-pakistanske sanger og producer er nu på gæstelisten til radiostationens årlige koncertshow

Den 23. september gæster en lang række kunstnere Tivoli i København, og nu er det ellers danskprægede program blevet en international kunstner rigere i form af Naughty Boy. Den engelsk-pakistanske sanger og producer Shahid Khan, der gemmer sig bag navnet Naughty Boy, har igennem hele sommeren hittet med numret "La La La" og har også i forbindelse med et længere samarbejde med sangerinden Emeli Sandé produceret hits som "Wonder". Det var blandt andet samarbejdet mellem de to artister, der var med til at bringe Sandé helt til tops på hitlister verdenen over.

Ud over den succesfulde kollaboration mellem Sandé og Khan har han også i løbet af de seneste år arbejdet med blandt andre Leona Lewis, Cheryl Cole og Jennifer Hudson. Nu udgiver Khan sit eget debutalbum "Hotel Cabana", der forventes at komme på gaderne den 23. august, blot én måned før han gæster Tivoli i København.

Naughty Boy er et levende eksempel på, hvordan en succesfuld karriere kan stables på benene med målbevidsthed og en lille portion held. I år 2000 droppede han studierne til fordel for musikken. En beslutning, der blev hjulpet godt på vej af quiz-showet "Deal or No Deal", hvor han i starten af sin musikalske karriere vandt £44.000 (DKK 350.000, red.).


 

ANNONCE