Nyhed

Reportage: GAFFA på Sziget Festival, Budapest 2013

Den gigantiske, ungarske Sziget Festival er i fuld gang med 400.000 gæster på den idylliske party-ø i Donau midt i Budapest. GAFFA er til stede og rapporterer fra festivalen.

Torsdagen starter med et forfriskende besøg i en af Budapests mange spabade, hvor man kan hoppe mellem flere forskellige pools med varierende temperaturer. Jeg holder mig dog til den mest kølige af slagsen, da termometeret udenfor nærmer sig faretruende 41 grader! Festivalen er dog beredt på den stegende hede og uddeler både gratis solcreme og massevis af plasticposer med kildevand, ligesom der ovenover de udendørs scener er spændt små sprinkleranlæg fast til at nedkøle det smeltende publikum.
 
Trods foranstaltningerne søger langt de fleste publikummer dog skygge, og da den russisk-amerikanske singer-songwriter Regina Spektor ved 16.00-tiden går på festivalens største scene, er det de færreste som magter at stå under den nådesløse sol. Resultatet er et meget fåtalligt publikum.
 
Musikfestival, byfest og gøglertræf
Dagens musikprogram er stort, men der er langt mellem snapsene. Det gør dog ikke noget, for så er der bedre tid til at udforske øen, som festivalen ligger på, og i det hele taget chille rundt og kigge på alle de andre aktiviteter, som foregår under hele festivalen.

Sziget er ud over at være en musikfestival samtidig både en udvidet byfest og et gøglertræf, hvor man konstant bliver bombarderet af sanseindtryk. På nærmest hvert hjørne spiller et brassband. Massive kunstinstallationer er stillet op over alt, og der er art-happenings og gadeteater som underholder. Rodeotyre, bungee jump, sæbebobleshows, pariserhjul og human car wash er nogle af de andre features, samtidig med at alle barer har deres eget anlæg, som de ikke er bange for at skrue op og forsøge at overdøve musikken fra scenerne med.
 
Dårlig smag findes ikke her, og man må for enhver pris ikke kede sig. Konceptet er helt anderledes end f.eks. Roskilde Festivals, og om man kan lide det eller ej må være op til den enkelte, men under alle omstændigheder er stemningen på Sziget fabelagtig god og venlig, og der er tjek på tingene. Festivalen er desuden fuldstændig kontantfri, hvor man i stedet skal tanke og betale med et chipkort,  som virker overraskende nemt og effektivt.
 
En af det helt unikke ting ved Sziget er strandområdet, der ligger på nordspidsen af øen direkte ud til Donau-floden. Her kan man dase i liggestole og dyppe sig i den svalende flod, mens man sipper longdrinks og lytter til dunkende elektroniske toner. Både magisk og eksotisk.
 
Ved 18-tiden fyrer den britiske grime-rapper Dizzee Rascal op for festen på den store scene med sit fandenivoldske og energiske show, der straks får det barmavede og bikini-klædte publikum til at gå amok. Det store engelske publikum kan teksterne udenad til de mange nummer 1-hits, og ord-rim og håndtegn kastes fra scenen i et lækkert flow.
 
Senere, efter at solen har lagt sig, er det de rutinerede skotske rockere Biffy Clyros tur til at spille den store scene op med et brag af en rockkoncert inkluderende masser af røg, ildkanoner, stroboskoplys, stramme jeans og tusser på de bare maver. Publikum returnerer med massiv crowdsurfing og stagediving, som er tilladt her på festivalen.
 
Lige bagefter fortsætter punkveteranerne Bad Religion rockfesten med et lettere bedaget, men samtidig vitalt show i den største teltscene på festivalen. Sveden drypper fra teltdugen, og flere hundrede publikummer laver old-school moshing til "This Is Just A Punk Rock Song" og andre klassiske Bad Religion-numre.
 
Under alle tre af torsdagens koncerter er det overraskende nemt at komme helt op foran og få en god plads. Det er som om, at publikum lige så meget er på Sziget for at feste i de utallige partytelte som for at gå til koncerter, hvad der for en koncertfan er godt for udsynet, men for artisterne og fællesskabsfølelsen lidt ærgerligt. Torsdags-seancen fortaber sig i Balkan-rytmer og raki i Roma-teltet, inden sporvognen kalder og dynen lokker ved 03-tiden.

ANNONCE