Den danske sanger og sangskriver er klar med singlen ”Dengang Du Græd”, som skal følge op på succeserne ”Tomgang” og ”Ikke Mere Tid”
Shaka Loveless, der på halvandet år har opnået gedigen succes i Danmark, er tilbage med en ny single, der allerede er i fuld rotation på de danske radiostationer. Singlen "Dengang Du Græd" er en uptempo sang, der handler om at komme videre i livet, selvom man indimellem rammer muren. Nummeret er produceret af Fridolin Nordsø, der har haft stor succes med andre danske kunsnere som Fallulah og Oh Land, der i øvrigt pryder forsiden af GAFFA's 30 års jubilæumsmagasin, som er på gaden fredag den 30. august.
Shaka Loveless har tidligere været forsanger i bandet Gypsies, men udgav i 2012 sit selvbetitlede debutalbum, hvor de to førstesingler "Tomgang" og "Ikke Mere Tid" dannede grobund for en solid solokarriere. De er blevet streamet henholdsvis 7,4 millioner gange og 7,2 millioner gange, hvilket betyder, at de begge har opnået firedobbelt platin. Noget, som kun få danske kunstnere kan prale med. Ud over sine egne sange har Loveless gæsteoptrådt på DJ Statics anmelderroste "Rolig Under Pres"-album med nummeret "Fucker Rundt Alene" sammen med Peter Sommer og Tue Track.
Shaka Loveless gav på dette års Northside Festival en koncert, der fik fem stjerner af GAFFAs anmelder Ole Bertil Holmsgaard under overskriften "Shaka Loveless is more" og tillige et statement om, at Shaka Loveless' sceneoptræden på nuværende tidspunkt er i den absolutte superliga i Danmark. Den nye single "Dengang Du Græd" blev første gang præsenteret til dette års Smukfest, da Aarhus-drengen spillede for et veloplagt publikum på Bøgescenerne.
Se videoen til "Dengang Du Græd", der netop er optaget under koncerten på Smukfest: