Sangeren drømmer stadig på godt og ondt om det sted, han voksede op. Nu har han brugt barndomsminderne som inspiration til sin første soloudgivelse i 10 år.
Tilbage i juni kunne GAFFA fortælle, at Sting stod klar med albummet "The Last Ship", der indeholder en række numre til en Broadway-musical af samme navn, som han også selv har skrevet. Nu fortæller kunstneren, at hans musical og således også musikken dertil er inspireret af en række barndomsminder fra hans opvækst nær et skibsværft i nordøst England.
"Et kæmpe skib for enden af min gade strakte sig op over alle husene og blokerede for solen," husker den nu 60 år gamle artist over for Rolling Stone. "Jeg voksede op i et surrealistisk industrilandskab, der stadig er landskabet i mine drømme og også nogle af mine mareridt. Jeg så mange skibe blive sat i vandet, og der er et eller andet skræmmende, apokalyptisk og hjemsøgende ved begivenheden, som aldrig forlader dig,"
"The Last Ship" udkommer den 24. september og indeholder altså numre fra Stings musical inklusive titelnummeret, som er et folknummer i valse-takt med kristne referencer og nord-engelsk dialekt. Dertil kommer "And Yet", der er et funknummer om en sømand, der vender hjem fra havet og tænker på den kvinde, han har forladt. På albummer arbejder Sting sammen med en række forskellige kunstnere bl.a. "Skyfall"-manuskriptforfatteren John Logan og dramatiker Brian Yorkey samt AC/DC's Brian Johnson og den britiske skuespiller og sanger Jimmy Nail.
Musicalen bliver fremført på New Yorks Public Theater fra den 25. september, og spørger man Sting, hvorfor han har valgt at lave en musical, er svaret som følger:
"Det går helt sikkert imod mængden, men jeg føler stadig, at der er en kreds af mennesker, der gerne vil have, at musik skal være noget mere end et produkt, der konsumeres og kasseres som en kop kaffe eller en is," forklarer han og fortsætter: "Jeg vil have, at musik og dens temaer skal fortæres fuldstændigt og absolut på samme måde, som den fortærede mig."