The Avett Brothers: Trykkogeren med americana har kogt længe

I er tilbage på Tønder, efter at I også spillede her for to år siden, hvad husker fra dengang?

Det regnede ret meget dengang modsat i dag, men ligesom dengang spiller vi også vores sidste job på touren i dag. Det er et meget venligt sted, det virkede lidt mindre sidst.

Ja, i de sidste par år har festivalen sat nogle nye initiativer i gang, og I skal jo spille på en noget større scene denne gang. Har I gjort jer nogle overvejelser omkring det?

Vi er vant til at spille på store scener, så vi mener, at vi har ret godt styr på, hvad der skal til for at nå publikum, og hvilken energi der skal lægges. Men vi kan selvfølgelig tage fejl.

Her til efteråret udsender i en ny plade, kan I fortælle lidt om den?

Den hedder "The Magpie and The Dandelion". Det lader til, at det er et album, som udviklede sig mere i post-produktionen end under indspilningen. Eller vi har nok lyttet mere til det her album end noget andet album, vi har lavet. Vi har gennemgået det så meget, at vi enten har overbevist os selv om, at det var værd at udsende, eller også har vi lyttet så længe, at vi har fundet nogle egentlige kvaliteter.

Vi arbejdede faktisk på det sidste gang, vi var her. Vi er blevet kendt for at sige, at vi kun vil udsende kvalitet frem for kvantitet, men kan faktisk godt lide kvantitet. Vi er store fans af Ryan Adams' produktivitet, så selvom det virker hurtigt at udsende et nyt album allerede, så virker det naturligt for os.

Det nye album er blevet beskrevet som den anden side af "The Carpenter" (The Avett Brothers' seneste album fra 2012, red.).

Det er det på en måde også, og sådan skulle det også bare have været, men så besluttede vi os for at udgive sangene på "The Carpenter" alene og give dem deres eget liv.

Hvordan virkede indspilningen så, vidste I, hvilke sange der skulle på hvilken plade?

Vi indspillede alle sangene, og så fandt vi gradvist ud af, hvilke sange der skulle på hvilken plade.

Når man lytter til jeres plader, så virker det til, at jeres lyd er blevet gradvist rundere. Hvordan vil I beskrive lyden på den nye plade?

Der er banjo på pladen, men hvis vi taler om rootsy i forstanden lo-fi, for det plejede vi at gøre, indspille i vores garage, så er det ikke noget, vi er interesserede i at dyrke. For dengang gjorde vi det af nødvendighed, men hver gang vi indspillede, ville vi gøre det bedre, og nu har vi mulighed for at arbejde med virkelig godt udstyr, så det har vi tænkt os. Det kan godt være, at det bliver til en rundere lyd, men det er en del af den rejse, vi er på. Vi ville aldrig vælge en stil over sangen, sangen kommer først, og det er vigtigt, at man kan skære alt væk fra sangen, og så kan den stadig spilles på gadehjørnet, men som musikere har vi også lyst til at eksperimentere med alle mulige forskellige slags instrumenter.

Country er ikke lig med americana

Den nye plade bliver den tredje plade i træk, som er produceret af Rick Rubin (Johnny Cash, Red Hot Chili Peppers, Slayer med flere), hvilket forhold har I til ham?

At han er et stort navn, har aldrig spillet en rolle. Vi har aldrig haft nogen stor snak om, hvilke projekter vi skal lave sammen, det har bare været en flydende proces, hvor vi har indspillet en række sange sammen. Måske ringer vi til ham og siger "vi vil gerne indspille i North Carolina", og så siger han "fint, hvis det er der, sangene hører hjemme, så gør vi det der".

Var der noget, som I syntes fungerede særligt godt ved "I and Love and You"- indspilningerne, som fik jer til at tænke, at I ville arbejde videre med Rubin?

Ja, han udfordrede os meget, og jeg er rigtig glad for sangene. Men jeg (Seth Avett, red) føler ikke, at jeg ydede mit bedste på den plade, fordi jeg ikke vidste, hvad der blev forventet af mig. Men det fandt jeg ud af, og vi lærte at arbejde sammen, og på den måde fandt vi ud af, hvordan vi kunne få det bedste ud af hinanden, og hele den proces ville være spildt, hvis vi valgte ikke at arbejde sammen igen.

Når I er på Europatour, kan I så se, at der er kommet en øget opmærksomhed på americana og countrymusik de senere år?

For os virker det til, at Europa altid har været meget åben over for det, fordi det er anderledes end europæisk musik. Det er sjovt, at USA på den måde bliver interessant igen for andre end os selv, fordi den nye musik bruger mange af de instrumenter, der blev brugt til at skabe original amerikansk musik.

Kan man spore en forandring i USA?

Der, hvor vi kommer fra er country og americana to vidt forskellige ting. Country har altså været kæmpestort med kunstnere som Garth Brooks, Alan Jackson og Johnny Cash, som er en anden sti end americana. I de seneste år er der helt sikkert kommet en americana-opblomstring. Det er et fundament, som blev bygget helt tilbage med folk som Townes Van Zandt og Emmylou Harris. Lige nu er der en masse bands som The Low Anthem, os selv, The Lumineers og Mumford and Sons, så det er næsten ligesom tilbage i 60'erne, hvor der også var en masse bands. Men da jeg selv var 16, havde jeg ikke lyst til at spille banjo, det var et bonderøvs-instrument. Det skulle være elektrisk guitar hele vejen.

Vi kendte en masse folk på anti-folk-scenen i New York, folk som Regina Spektor, det betød en masse for os, og de brugte violin og banjo, og pludselig begyndte en masse bands at samle den op, som for eksempel Old Crow Medicine Show.

Men det har ikke været et stort pludseligt spring for os, det har været en gradvis bevægelse, og så har alt det andet her ligesom indhentet os og blevet en del af det. I North Carolina kan sige, at americana-bølgen virkelig toppede tilbage med Whiskeytown, Ryan Adams, Tift Merritt og Uncle Tupelo, som startede en masse ting i North Carolina, og så kom vores generation med Langhorne Slim og Regina Spektor, og nu kommer folk som Mumford and Sons, og trykkogeren med americana havde kogt i lang tid, og så kunne alle der her nye bands eksplodere.

Men vi synes, det vigtigste er, at der kommer en masse gode sange, og en masse nye bands skriver virkelig en masse gode sange.