Nyhed

Thomas Blachmans mentorer er offentliggjort

Det er nu blevet annonceret, hvem de seks mentorer i Blachmans kommende talentudviklingsshow er

X Factor-dommer, musiker og producer Thomas Blachman vakte stor opmærksomhed, da han tidligere på året var vært i talkshowet "Blachman", hvor han og en mandlig gæst talte om kvindekroppens mysterier foran en nøgen, tavs kvinde. Blachman skal nu være moderator i et nyt tv-program, "Mentor", som dog har fokus på hans primære kompetence, nemlig musik. Samtidig bliver det et program, hvor man i bedste X Factor-stil kan stemme nogen hjem.

DR sætter mentor-rollen på dagsordenen i efterårets nye underholdningsprogram "Mentor", som får premiere 30. august. Seks musikalske personligheder deler som mentorer ud af deres håndværk og viden og er, med DR's ord, "med til at skabe underholdning, der inspirerer og giver videre."

Programmet præsenterer seks musikalske personligheder, der i rollen som mentorer er villige til at tage ansvar og dele ud af deres håndværk og livssyn til inspiration. De seks fungerer som mentorer for seks unge sangere, der alle ønsker at få professionel hjælp til at fremkalde deres fulde kunstneriske virke.


Det er nu blevet offentliggjort, hvem de seks mentorer er, og det er seks vidt forskellige musikere: Rapper, sanger og elektronikamusiker Lucy Love, sanger, sangskriver, producer og pladeselskabsejer Nikolaj Nørlund, sanger og sangskriver Anne Dorte Michelsen, rapper Waqas Quadri (Outlandish), sanger Julie Berthelsen og sanger, trommeslager og skuespiller Nikolaj Steen.

Ideen til "Mentor" kommer fra Thomas Blachman, der har udviklet programmet i samarbejde med DR og Nordisk Film TV. I udviklingen af programmet har Thomas Blachman trukket på både sin egen oplevelse med det at lade sig forme af en mentor og sin erfaring med underholdningsprogrammer på tv.

"Mentor-rollen er en af vores samfunds vigtigste byggesten. Det at møde et menneske, der siger et ord, man aldring glemmer, kan forandre ens liv for altid – og kan forandre det at lære ny viden til en inspirerende leg. Hvem vil ikke gerne møde dette inspirerende menneske, og hvem vil ikke gerne være dette menneske?", siger Thomas Blachman.


De professionelle bliver stemt hjem

"Mentor" strækker sig over otte live-programmer, hvor de seks mentorer skal forløse seks unge sangeres potentiale. I bedste X Factor-stil kan man også stemme nogen hjem, men denne gang er det dog de professionelle navne og ikke de unge talenter, der er i farezonen. Det er seerne hjemme i stuerne, der afgør, hvorvidt det lykkes den enkelte mentor at, med DR's ord, "fremkalde sin mentee", eller om det er tid for en mentor at forlade programmet. Når en mentor forlader programmet, får menteen mulighed for at vælge en ny mentor i håb om, at det er et bedre match, der i sidste ende vil give den helt rigtige fremkaldelse.

"Mentor handler i bund og grund om at zoome ind på det ansvar, vi alle har for at dele ud af vores erfaring og dermed hjælpe andre med at vokse. Og det er lige meget, om det drejer sig om at blive bedre til et job, blive en bedre forælder eller en bedre sanger. Jeg håber, der er mange seere, der vil lade sig inspirere til at give eller tage imod, når de møder en potentiel mentor eller mentee på deres vej," siger underholdningschef i DR Jan Lagermand Lundme.

Årets Mentor vinder æren, mens vedkommendes mentee vinder et mentorforløb hos et internationalt pladeselskab, der vil fortsætte den professionelle udvikling, der er indledt i programmet.


Thomas Blachman medvirker selv i programmet som moderator, mens Lise Rønne bliver vært. Hvem der bliver mentees, bliver offentliggjort senere.

GAFFA har senere i dag et interview med Blachman og nogle af mentorerne.

ANNONCE