Den succesfulde festival indgår et samarbejde med bryggerigiganten, der har en forkærlighed for musikalske sponsorater
Aarhusfestivalen NorthSide har indgået en sponsoraftale med Tuborg, der kommer til at løbe frem til 2018. Musik og Tuborg er tæt forbundet, og derfor er det nye samarbejde mellem de to parter vigtig for både NorthSide og Tuborg, fortæller festivalen.
– Vi ser frem til et frugtbart samarbejde med Tuborg. Tuborgs involvering i mange sider af det danske musikliv gør Tuborg til en attraktiv partner. Men det er også vigtigt at have en sponsor og leverandør af drikkevarer, som er villig til at indgå et samarbejde, der sætter nye standarder for festivaler, og som samtidig kan være med til at styrke NorthSides ambition om at blive Danmarks bedste og mest bæredygtige festival, udtaler festivallader Brian Nielsen.
Den anden medspiller, Tuborg, udtaler sig også positivt om samarbejdet:
– NorthSide er en af Danmarks største festivaler og er meget progressiv og dynamisk, og derfor er festivalen også vigtig for Tuborg-mærket. I løbet af en fireårig periode har NorthSide vokset sig til at være en af de helt store musikbegivenheder i Danmark og er derfor en meget væsentlig platform for at rekruttere nye forbrugere til Tuborg-mærket og skabe loyalitet, siger sponsorchef Peter Giacomello, Carlsberg Danmark.
Tuborg har i mange år været hovedsponsor for Roskilde Festival.