Sangerinden drager rundt i fire lande og skriver hjem om sine oplevelser fra den alternative turné
Sangerinden, sangskriveren og elektronikamusikeren Lydmor, med det borgerlige navn Jenny Rossander, er i december taget på en såkaldt Trust Tour. Den går ud på, at man har kunnet booke Lydmor sin en privat koncert hjemme hos sig selv, eller hvor man ellers vil have hende til at spille, blot ved at betale hendes transportudgifter, og så hvad man har lyst til derudover. Turnéen blev på få dage fuldt booket og bringer Lydmor både rundt i Danmark samt til Tyskland, Holland og Sverige. Vi har fået Lydmor til at skrive dagbog fra den alternative turné:
Kære GAFFA
Freddy Mercury synger "The Show Must Go On" i mit hoved.
Nu har jeg været på Trust Tour i en uge. Jeg har spillet hver dag, nogle gange flere gange på en dag. Da I sidst hørte fra mig, lå jeg på en luftmadras i Utrecht. Fire dage, fem koncerter og en flytur til København senere sidder jeg nu i et tog på vej til Hamburg og kigger ud i en meget tåget verden, som ruller forbi.
Jeg tror, jeg har glemt mit pas.
Jeg er i et besynderligt humør. Trust Tour er turnélivet - gone hardcore. Der er ingen roadies, intet band at dele oplevelsen med, ingen tourbus, (næsten) ingen spillesteder, ingen store anlæg, ingen prangende effekter, ingen konventioner. Hver dag tager jeg hjem til et menneske, jeg aldrig har mødt før, i et område jeg aldrig har været, sætter mit udstyr til et anlæg, jeg aldrig har spillet over og spiller en koncert et sted, hvor der formedentlig aldrig har været spillet en koncert før. Der er kun mig, musikken og modtageren.
Koncerterne er nervepirrende intime. Publikum er gennemsnitligt 7-15 mennesker. Der er ingenting at gemme mig bag, og jeg er nødt til at se de mennesker, jeg spiller for i øjnene, mens jeg vender vrangen ud på mig selv. Det kan kun være ærligt, alt andet bliver pinligt og tåkrummende tydeligt. Jeg skal give mig selv 100 procent. Heldigvis oplever jeg, at det er gengældt, så når jeg har spillet, åbner folk sig op for mig og fortæller mig vidt og bredt om deres liv, drømme, følelser og tanker. Så sidder jeg i deres stue hen over natten, med deres venner og bliver i et øjeblik dybt involveret i deres liv.
Morgenen efter er det slut, jeg skal videre, til et nyt sted med nye mennesker, og vi må tage en trist afsked, velvidende at sansynligheden for, at vi mødes igen foreløbig er lille.
På den måde har jeg en utrolig stor udskiftning i min emotionelle intimsfære. Jeg føler, at jeg er blevet en form for fugl Føniks, fabeldyret som jævnligt bryder i brand for at fødes af asken igen. Hver morgen vågner jeg i asken og skubber mig selv væk fra den nyfundne tryghed og ud i verden. Jeg er en meget lille forhutlet skikkelse, når jeg tager de første skridt mod den næste koncert. Jeg kæmper med min taske, føler at den er dobbelt så stor som mig, undgår øjenkontakt med fremmede og gemmer mig væk i hjørner. Lige så stille i løbet af turen ranker jeg ryggen og begynder at glæde mig til om aftenen igen. Tasken begynder at hænge lettere over mine skuldre. Så ankommer jeg, bryder i brand, og vågner af asken. Game over. Repeat.
Det var pudsigt at være i København igen. Jeg ankom i forgårs og nåede lige at smutte kort forbi mit hjem, inden jeg skulle ind og spille hos 2400sessions. Dagen efter spillede jeg i Roskilde til en fredagsbar, og i Vallensbæk til en teenagepiges lille fest. Tog i byen bagefter. Fredag, du ved. Som jeg sad der på en bar, med min kæreste og et par venner, virkede Trust Tour som en psykedelisk fjern drøm. Drømmen blev brat til virkelighed, da jeg fire-fem timer senere stod og ventede på bussen for at komme ind til banegården. Regelmæssig søvn har aldrig været min spidskompetence.
Og nu sidder jeg i toget, og det er nok stadig den del af dagen, hvor jeg er lidt forhutlet og lille. Men jeg glæder mig virkelig til Hamburg! Jeg skal spille allemulige seje steder og bo hos min veninde Kristin dernede. Der er virkelig gråt og tåget udenfor. Tyskland ser lidt slidt ud lige nu. Ha, jeg skulle nødig snakke. Vi passer vist fint sammen, mig og Tyskland.
Se Lydmor fremføre sangen "7 and 4" fra Leiden i Holland tidligere på turnéen:





