Det amerikanske fænomen skal skabe nattefest på Orange Scene til sommer. Systema Solar og Mark Ernestus presents Jeri-Jeri kommer også.
Så er endnu et navn klar til at indtage næste års festival på Dyrskuepladsen i Roskilde. Det bliver uforudsigelige Major Lazer, der vil sætte gang i festen på Roskilde Festivals største scene. Hovedmanden i foretagenet er den amerikanske dj og producer Diplo. I 2012 besluttede Switch, der var med til at kreere Major Lazor tilbage i 2008, at det var bedst for ham at forfølge egne drømme, og han efterlod Diplo med den fulde kontrol over navnet.
Den daværende producer-duo Major Lazer udgav i 2009 deres anmelderroste debutalbum "Guns Don't Kill People ... Lazers Do", der bragte dem på turnéer over hele verden og i USA med udsolgte shows, ligesom de optrådte på nogle af musikbranchens helt store og indflydelsesrige festivaler, blandt andet Coachella, Pitchfork, Sasquatch, Outside Lands samt Falls Music & Arts Festival.
I 2010 udgav Major Lazer "Lazerproof", et gratis download-mixtape med popartisten La Roux og "Lazers Never Die," en ep med to nye numre og tre remixes, herunder et af Thom Yorke. Det største gennembrud for Major Lazer i løbet af denne periode var uden tvivl samarbejdet med Beyoncé på hendes kæmpehit "Run the World (Girls)", som samplede deres track "Pon de Floor."
Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén siger om bookingen: "Major Lazers rormand Diplo er en regulær kickstarter og trendsetter, og han har før vist sit værd hos os på Roskilde Festival. Så jeg er overbevist om, at han kan få Orange Scene helt op i omdrejninger, når han overtager scenen i nattetimerne i 2014."
Ud over Major Lazer føjes globale beats til programmet i form af tysk-senegalesiske Mark Ernestus presents Jeri-Jeri og Systema Solar fra Colombia. Indtil videre tæller programmet blandt andet forskellige navne som Arctic Monkeys, Haim, Pusha T, Carcass, Trentemøller og MØ. Den endelige plakat vil rumme cirka 160 kunstnere.
Flere stærke og aktuelle navne fra alle vægtklasser og kategorier offentliggøres tidligt i 2014. Følg med her på GAFFA.dk.
Roskilde Festival 2014 finder sted i dagene 29. juni til 6. juli 2014, og billetter kan findes via GAFFA Live.