artFREQ afholder trippelkoncert med krautrock-legenderne Tangerine Dream, Michael Rother og Dieter Moebius
Som optakt til weekenden kunne koncert-med-mere-arrangøren artFREQ afsløre, at de har booket Michael Gira (Swans) til en unik koncert i historiske Hofteatret. Nu er de klar med nyheden om en, om muligt, endnu mere enestående booking. I dag kan artFREQ i samarbejde med CPH PIX løfte sløret for en Danmarks- og en verdenspremiere i krautrockens tegn: en trippelkoncert i Tivolis Koncertsal med Tangerine Dream, Neu!/Harmonia og Dieter Moebius (Cluster/Kluster) i Tivolis Koncertsal 3. april.
Næste år er det således første gang, electro/kraut-pionererne Tangerine Dream og Neu! optræder i Danmark. Og ikke nok med det... Tangerine Dreams koncert bliver intet mindre end en verdenspremiere: de spiller soundtracket til kultfilmen "Sorcerer" fra 1977, som de har skabt, men som de aldrig før har opført live. Og så spiller de i øvrigt 30 minutters ekstra materiale, der ikke kom med i filmen. Og det sker altså i København, i Tivolis Koncertsal. Tangerine Dream har haft en finger med i kompositionen af en del soundtracks, for nylig blandt andet til videospils-fænomenet GTA V.
Michael Rother (billedet) spiller musik af Neu! og Harmonia med hjælp fra tidligere Neu!-medlem Hans Lampe, og der skulle efter sigende være mange af favoritterne på sætlisten. Rother sparkede sin karriere i gang i de tidligere halvfjerdsere og er for længst skrevet ind i musikhistorien som en sand pioner. Ikke alene var han med i en tidlig udgave af Kraftwerk, han var også sammen med Klaus Dinger (død 2008) medstifter af Neu!. Han har arbejdet sammen med stjerneproduceren Brian Eno, og så dannede han Harmonia sammen med Dieter Moebius. Sidstnævnte, som giver aftenens første koncert, har også en fortid med Eno i Cluster, og det er blandt andet musik fra Cluster-tiden, Moebius åbner aftenen med.
Der er altså lagt i kakkelovnen til tre enestående koncerter på én eneste aften, med nogle af de største pionerer og inspirationskilder til ikke alene moderne tysk musik, men også engelsksprogede legender som Bowie, Eno, Radiohead og Primal Scream, og mange flere.
Koncerten er i Tivolis Koncertsal, og du kan glæde dig helt frem til den 3. april 2014 klokken 19, hvor det går løs.
Billetter kan købes via Billetlugen.