GAFFA har talt med den skotske trio, der spiller i København i aften
Den skotske trio Biffy Clyro spiller i aften i Store Vega i København. Bandet, der spiller storladen, halvtung rock med progressive tendenser udsendte i januar deres sjette album "Opposites", der er udkommet som et dobbeltalbum og gik direkte ind som nummer et på den engelske albumhitliste. Ud over koncerten i aften spiller Biffy Clyro også på årets Northside-festival i Aarhus.
Bandet består af Simon Neil på guitar og lead-vokal, James Johnson på bas og kor og Ben Johnston på trommer og kor.
GAFFA tog en kort snak med bandet for at høre om inspirationen til det nye album, og hvad publikum kan forvente sig af koncerten i aften.
For det første – stort tillykke med, at I gik direkte ind på førstepladsen på den engelske albumliste med jeres nye album. Hvordan føltes det?
Ben: – Det var fantastisk. Vi er stadig ikke helt sikre på, at vi har forstået det endnu. Vi havde så travlt med at fokusere på den forestående tour. Vi bliver stadig nød til at knibe os selv i armen nogle gange!
Oprindeligt var det meningen, at jeres nye album "Opposites" skulle være udgivet som to separate albums. Hvordan kan det være, I valgte at udgive det som ét samlet i stedet?
Simon: – Med det her album vidste vi, at vi ikke ville være bange for noget som helst, så da sangene begyndte at flyde i en lind strøm følte vi, at det bare var nødvendigt med et dobbelt-album. Det er nærmest mere som et helt album, end to halve. Det er sammenhængende som en helhed, og det reflekterer hvad vi gik igennem i den periode, vi lavede albummet i.
Hvad er forskellen mellem de to album?
James: – Den første disc "The Sand At The Core Of Our Bones" er et slags tilbageblik over, hvad der er sket. Det er en smule mere negativt end dets modstykke "The Land At The End Of Our Toes", som handler mere om at bryde ud af en cirkel og ændre tingene til det bedre. Selvom konceptet er vigtigt, skal musikken gerne kunne tale for sig selv. Fokuset er stadig, at folk skal kunne nyde pladen uden de behøver at analysere den.
Hvad har inspirationen været på jeres nye album?
Simon: – På nogle måder er det en refleksion over de muligheder det giver, når man bryder sammen, men stadig kæmper videre. Både i livet og i vores arbejde. At se noget smuldre mellem hænderne, men alligevel bygge det op igen. Nå man har arbejdet i så lang tid på det forrige album, og efterfølgende været på en rigtig lang turné, så kan man risikere, at man begynder at miste sig selv. Man føler sig som en fremmed i ens eget hjem og sammen med de bandmedlemmer, som man har kendt gennem 25 år. Men gennem forløbet med at skrive nye sange, og arbejde med det nye album, er vi kommet igennem den følelse af fremmedgørelse, og har i stedet indset, at vi virkelig ville have det til at fungere, fordi det betød for meget for os til bare at give op. Det handler virkelig om livet på den måde, for alle går jo igennem kampe, og dette album blev så bare vores reaktion på det og en fælles form for beslutning.
Overvejer at kræve en hund
Hvordan er det gået i øvelokalet?
Ben: – Det har været vildt spændende at mødes igen i øvelokalet og begynde og forberede det nye show. Fordi vi var gået "all in" med "Opposites" kastede vi alt ind i det som vi kunne – mariachi-bands, stepdansere, kazoos... Det er en ret stor udfordring at få det til at fungere ordentligt på scenen, og ikke bare i studiet, men jeg tror, vi har fanget det nu. Vi har et par tricks oppe i ærmet, og jeg nyder de nye sexede trommer.
Hvad kan publikum forvente af koncerten?
Ben: – Først og fremmest en uforglemmelig aften, og dernæst at vi spiller en stor håndfuld af vores nye sange for danskerne for første gang. Vi optræder altid, som var det vores sidste show på jorden, så man kan forvente tonsvis af passion, energi og forhåbentlig også en del "sing along".
Hvad står der normalt på jeres forplejningsliste, når I er ude at spille?
James: – Ikke noget særligt, bare det almindelige, man nu plejer at have. Selvom vi nu har overvejet at kræve en hund, som skal hænge ud med os omme backstage. Så kan vi give den tilbage, før vi kører videre i bussen.
Hvad hører I i tour-bussen?
Ben: – Det nye Frightened Rabbit album er en stor bandfavorit i øjeblikket, lige så vel som Pure Love er det. Men vi er også kendt for at kaste et par håndtegn till hiphop som Zebra Catz og Odd Future. Det afhænger lidt af humøret.
I skal jo også til NorthSide i juni...
Ben: – Vi kan heller ikke vente, til det bliver juni, vi glæder os også til at se jer der!
Biffy Clyro spiller i Vega i aften klokken 20.00 og på NorthSide lørdag den 16. juni.
Køb billetter til koncerten i Vega via GAFFA Live.