Dj-awardshowet løfter sløret for nye optrædende
Danish DeeJay Awards (DDJA) tager den 31. marts i år cirka 8000 feststemte publikummer med til Ballerup Super Arena for at hylde de bedste fra det danske klubmiljø. Når DDJA i år løber af stablen er det med Danmarks ubestridte popdronning på plakaten, Medina.
I år er Medina, sammen med Specktors, nomineret for nummeret "Lågsus", og hun er da også tidligere vinder af flere priser ved DDJA. Senest i 2012, hvor hun vandt priserne for "Årets Danske Artist" og "Årets Danske Album". Med et efterhånden omfattende bagkatalog og med ry for at levere et spektakulært sceneshow er der med tilføjelsen af Medina for alvor lagt op til fest i Ballerup Super Arena.
Også de nominerede Svenstrup og Vendelboe kan præsentere et popnavn på scenen sammen med dem. Sidste år optrådte de to med Nadia Malm på vokal og nummeret "Jeg glemmer dig aldrig", og i år ledsages de to dj's af den unge Christopher. Svenstrup og Vendelboe har ligesom Medina tidligere gjort sig bemærkede ved DDJA og vundet priser for deres remixes.
Udover Medina og Svenstrup og Vendelboe tæller det foreløbige lineup til DDJA 2013 blandt andre Yepha, Clemens, Raske Penge, Linkoban, Kidd, Alexander Brown, DJ Static og Hampenberg. Det endelige lineup afsløres i løbet af de kommende uger.
Du kan se alle de nominerede på www.ddja.dk, hvor du som publikum også kan være med til at stemme på, hvem der skal vinde i flere kategorier.
Billetter til DDJA kan købes via Billetnet og DDJA's hjemmeside.