De 24 Fredagsrockkoncerter er nu offentliggjort
I dag på et pressemøde i Glassalen i Tivoli blev sløret løftet for årets program til Fredagsrock. Det er i år 17. år i træk, at Fredagsrock på Plænen i Tivoli løber af stablen, og siden begyndelsen har der været afviklet 355 koncerter.
Programmet til årets Fredagsrockkoncerter tæller blandt andre Private, hvis optræden i Tivoli formentlig bliver den eneste i Danmark i år ifølge Tivoli. Udover Private kan man opleve markante navne som Nik & Jay, Christopher, Love Shop, Outlandish, Thomas Helmig og Mads Langer (billedet) til årets Fredagsrockkoncerter.
Årets program byder også på gensyn med blandt andre TV-2, Tina Dickow og Sebastian Band. Sidstnævnte markerede i november sidste år sit 40 års jubilæum for udgivelsen af pladen "Den Store Flugt". I den forbindelse inviterede Sebastian til hver koncert en særlig gæstesolist til at synge nogle sange med ham og bandet. Den 24. maj 2013 kan man opleve Sebastian Band med alle gæstesolisterne, der tæller blandt andre Lis Sørensen og Alberte, til Fredagsrock på Plænen i Tivoli.
Sidste år lancerede man Fredagsrock Festival, og denne endagsfestival med fokus på vækstlaget gentages igen i år den 10. maj. I år udvides festivalen, således at tredive bands skal spille, og der etableres ligeledes alternative scener såsom i Skærsilden og Radiobilen. Program til denne dag følger i april.
Ligeledes bliver det også til Fredagsrock, at man hylder 25 år med Dansk Rap, hvor en sand kavalkade af dansk rap og hiphops bedste samles på scenen. Dette arrangement kan du læse mere om her.
De udenlandske navne på plakaten tæller amerikanske 30 Seconds To Mars med sanger og skuespiller Jared Leto i front, cubanske The Afro-Cuban All Stars og engelske Editors.
Ligeledes er der i år syv dobbeltkoncerter på programmet, som tæller blandt andre Nabiha og Shaka Loveless, The Raveonettes og Sort Sol, Christian Hjelm og Søren Huss og Veto og The Floor Is Made of Lava.
Fredagsrock afvikles i perioden fra den 12. april til og med den 20. september, og det fulde program kan ses her, hvor du også kan finde billetter til koncerterne.