Nyhed

Friheden frigiver fire Fed Fredag-navne

Aarhus-tivoliet offentliggør de første fire navne til sommerens open air-koncerter

Foråret nærmer sig så småt, og derfor er det nu tid for Friheden i Aarhus til at løfte sløret for fire af de koncertnavne, der i 2013 vil sende toner og rytmer ud over Frihedens trætoppe. Sidste år nåede antallet af besøgende til Fed Fredag op på i alt 124.000 gæster, det største antal, Friheden endnu har oplevet til koncertrækken. Tivoliet håber på besøg af endnu flere feststemte gæster i år, hvor Fed Fredag går i luften for 10. gang. De mange musikalske forventninger bliver til premieren den 10. maj forhåbentlig indfriet af Mads Langer. De første fire koncertnavne på scenen i år er:

 Mads Langer 10. maj

Med sange som "Fact-Fiction", Olive-coveret "You're Not Alone" og "Microscope" har Mads Langer for alvor slået sig fast på den danske musikscene. Sangeren og sangskriveren albumdebuterede i 2006 og har siden udgivet yderligere to album – og har et tredje på vej i foråret. Mads Langer er også kendt fra "Toppen af Poppen" på TV2, hvor han blandt andet har fortolket Sanne Salomonsens "Overgi'r Mig Langsomt" med stor succes. Han har oprindeligt selv skrevet sangen til sangerindens album "Unico."


Anne Linnet 17. maj (billedet)

Anne Linnet har været musikalsk aktiv i fire årtier, og rækken af hendes meget forskellige hits er næsten endeløs: "Smuk Og Dejlig", "Glor På Vinduer", "Barndommens Gade", "Forårsdag", "Tusind Stykker" og så videre. Anne Linnet er stadig klar på at udfordre og provokere, hvilket hun på det seneste har vist ved at udgive en særdeles åbenhjertig selvbiografi, stille op som dommer i X Factor og udsende det dance-inspirerede album "Kalder Længsel".

Wafande og EaggerStunn 24. maj


To af Danmarks største navne inden for reggae og dancehall, sangeren Wafande og duoen EaggerStunn, kan begge opleves på scenen på denne Fed Fredag. Wafande albumdebuterede i 2011 og fik blandt andet et stort hit med "Giv Mig Et Smil." EaggerStunn brød igennem året efter med storhittet "Kugledans". Wafande og EaggerStunn leverer iørefaldende og dansevenlig musik med intelligente tekster, der forholder sig til den verden, vi lever i.

Safri Duo 31. maj

De klassisk uddannede slagtøjsspillere Uffe Savery og Morten Friis startede karrieren som klassiske musikere i de fineste koncertsale, men lagde i år 2001 stilen om til technopop og dance – og fik et kæmpehit i hele Europa med "Played-A-Live". Siden har de fortsat deres originale blanding af slagtøj og techno, som de også har udvidet med elementer fra verdensmusik. Nu er de tilbage efter en længere pause og er forhåbentlig stadig på stikkerne – og holder sig næppe i skindet.


Alle koncerter starter klokken 20.

Sæsonkort, der giver gratis adgang til samtlige koncerter og alle åbningsdage, kan købes på www.friheden.dk eller ved Frihedens indgange.

 


ANNONCE