Det norske punkrockband tager til foråret på en tour rundt i Danmark
Det unge, norske punkrockband Honningbarna er klar til at vælte fem danske spillesteder dette forår, når de kommer til landet med deres nye album "Verden er Enkel" i bagagen.
Honningbarna har gennem de sidste små to år fået en støt stigende fanskare i Danmark. Dette skyldes især, at bandet har leveret en række koncerter på dansk grund, dels på spillesteder i landets større byer, dels på festivaler som bornholmske Wonderfestiwall og ikke mindst på Roskilde Festival forrige år.
Til sidstnævnte koncert gav GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt bandet fire ud af skes stjerner for deres performance, og beskrev dem som "Vrede unge nordmænd, der satte gang i publikum med effektiv, lettere monoton punk".
Deres andet album "Verden er Enkel" er netop udgivet, og i den forbindelse er Honningbarna så klar til at møde deres danske fans igen til foråret. De norske knægte lover en tight og eksplosiv koncert, der vil bestå af et nyt show med nye numre.
Honningbarna spiller følgende koncerter i Danmark, og billetter kan blandt andet købes via GAFFA Live:
30. april: 1000Fryd, Aalborg
1. maj: Huset, Esbjerg
2. maj: VoxHall, Århus
3. maj: Beta, København
4. maj: Gimle, Roskilde