Nyhed

Kissaway Trail taler om deres musik til populær Google Glass-reklame

Det danske band har leveret en sang til Googles nye gadget Glass

Google har netop lanceret sit nye stykke gadget, Glass, som kort fortalt består i et par briller med indbygget videokamera, GPS, email, vejrudsigt, Google Translate og meget andet – altså en række af Googles velkendte produkter – og det hele er stemmestyret.

Brillerne kommer først i handlen i 2014, men Google har netop lanceret en video, der præsenterer brillerne. Videoen er set over 3,5 millioner gange på et døgn, og interessant nok fra et musikalsk perspektiv er musikken leveret af danske Kissaway Trail – tidligere The Kissaway Trail – hvis sang "New Lipstick" fra 2010 er brugt gennem hele den 2 minutter og 16 sekunder lange video.

Siger ja tak til det meste


GAFFA har fanget Kissaway Trails sanger og guitarist Thomas Fagerlund for at høre nærmere om samarbejdet med Google.

Hvordan er sangen "New Lipstick" kommet med i denne reklame?

– Vi valgte med "Sleep Mountain"-pladen at indgå en aftale med det amerikanske publishingselskab Nettwerk. Vi havde været i tvivl, siden vi startede som band, om det var at sælge ud at have sange med i reklamer, serier og så videre. Men som musikbranchen mere og mere kom i krise, valgte vi at se det som en ny vej for kunstnere at overleve. I dag i 2013 er det slet ikke noget, vi tænker over mere, og vi har givet vores publishing grønt lys til at pitche vores sange til alt. Man må følge med de nye tider. Vi har dog sagt nej til enkelte ting og tror ikke, man vil kunne høre vores sange i reklamer for pels, bleer eller pigebind.

Hvad får I ud af det rent økonomisk? Hvis I ikke vil nævne konkrete tal, kan du så sige lidt om, hvad sådan en reklameaftale giver i forhold til det, man for eksempel kan tjene på salget af et album?


– Pladesalg har egentlig aldrig været vores primære indtægtskilde. Det er fedt med alle de tiltag, som findes nu med streaming og så videre, men der skal jo ikke mere end et par tusind kroner ind fra en reklame, før det er en bedre forretning end at lave en plade.

Hvordan kan I drage fordel af denne aftale ud over det rent økonomiske? Hvordan vil I gøre folk opmærksom på, at det er jer, der har lavet sangen?

– Vi tror ikke, vi vil gøre så meget andet end at fortælle vores venner, familie og fans, at vi er med. Vi kan godt lide, folk selv skal gøre et stykke arbejde og finde frem til os. Hvis man kan lide det, man hører, skal man nok finde ud af, hvilket band der spiller og hvilken sang det er. Vi finder selv tit nye bands gennem film, reklamer og serier. Det sjove ved sangen "New Lipstick", som bliver brugt i reklamen er, at vores gamle manager prøvede at få sangen af "Sleep Mountain". Han syntes, den var dårlig og ikke god for os. Vi er glade for, at vi ikke hørte efter ham i sin tid og troede på vores egne mavefornemelser.

Reklamen er set tre millioner gange på et døgn. Hvordan har I det med, at jeres musik er kommet så bredt ud så hurtigt?

– Det er jo vildt! Vi har før haft sange med i forskellige amerikanske serier og tv-reklamer, men der kunne vi ikke følge med i, hvor mange der så det. Denne reklame er første gang, hvor vi kan følge med i, hvor mange seere den har haft, og hvor bredt den kommer ud.


Altid fokus på udlandet

Har denne aftale fået jer til at fokusere mere på jeres internationale karriere?

– Vi har siden første plade haft den aftale i bandet, at udlandet kom før alt andet. Og har i de sidste mange år brugt meget tid på at turnere uden for Danmarks grænser. Denne reklame giver os nok bare tiltro til, at det var den rigtige beslutning i sin tid. Det er sindssygt hårdt og kræver en masse ofringer, energi og penge at satse så meget på udlandet, som vi gør. Men en reklame som denne giver os en ro og tro på det hele.

Har I selv prøvet Glass-brillerne, og hvis ja, hvad synes I om dem? Og får I nogle som en del af aftalen?


– Nej, vi har ikke selv prøvet dem, og vi ved faktisk ikke, om vi får nogle. Vi ville gerne have et par. Især hvis de ser rock og roll ud. Et par sorte Ray-Ban Google Glass-briller ville være sejt!

Hvordan går det med jeres tredje album, som I jo har indspillet. Hvornår kommer det?

– Det går rigtig godt med det nye album, "Breach", som kommer i løbet af foråret. Peter Katis (The National, Interpol med flere, red.) har i sidste uge masteret pladen i samarbejde med Ted Jensen fra Sterling Sound, og den skal snart i trykken. Vi står selv for artwork, video og billeder på denne plade, så vi har haft travlt, men føler, det hele er ved at gå op i en højere endhed og glæder os til at vise det hele frem. Derudover bruger vi en del tid i Odense, hvor vi øver de nye sange, så vi er klar til at spille live i foråret.

Se filmen med Kissaway Trails sang her:

ANNONCE