Nyhed

MØ slipper første officielle musikvideo

Den 24-årige sangerinde kommer råt fra start med video fra provinsen

MØ - med det borgerlige navn Karen Marie Ørsted - har nu udgivet sin første officielle video til den tilhørende førstesingle "Glass" fra hendes kommende debutalbum.

Videoen er inspireret af MØ's egen opvækst i provinsen og prøver derfor at visualisere sangens følelse af rastløshed og udlængsel, mens den illustrerer en ung piges lyst til at gøre et eller andet, uden at ane hvor man skal starte.

- Videoen er inspireret af lyrikken til "Glass", som prøver at visualisere rastløshed i et ungt menneskes sind. Det er en kedsomhed, en umættelighed og en angst. Angst for at blive gammel, angst for at gå glip af ting og angst for at elske… I sidste ende er det altid nemmere bare at gøre ingenting og vente på at en ny dag gryer, siger MØ selv om videoen.


Casper Balslev er instruktøren, der med en lignende provinsopvækst har skullet visualisere ingredienserne fra soul, urban og pop i "Glass", samt de følelser af skrøbelighed man har, når man befinder sig i sådan en overgangsfase, som sangen handler om. Han har tidligere instrueret videoer for Marina And The Diamonds, The Presets, Fallulah med flere.

- Jeg er meget stolt og glad for denne video. Jeg synes vi har ramt noget, der lige præcist definerer MØ. Vi kommer begge fra provinsen, og jeg synes, vi har fundet frem til noget fælles gennem hendes musik og mine billeder, udtaler Casper og beskriver selv videoen som en lidt drenget og grunget video. 

MØ optrådte sidste år ved den toneangivende festival CMJ i New York og skabte i den forbindelse en del opmærksomhed internationalt. Med nummeret "Pilgrim" blev hun både omtalt af den engelske avis The Guardian og det amerikanske musiksite Pitchfork. 


MØ er også spået af GAFFA til at blive "en af de store i 2013"

MØ spiller sin første fulde koncert i Danmark den 10. maj i Lille Vega, København. 

Se videoen via YouTube her:

ANNONCE