Nyhed

P3 Guld er tilbage

Det populære awardshow vender tilbage – nu på DR3

P3 Guld går i luften den 27. marts 2013. Showet bliver vist på den nye tv-kanal DR3 og er i år udvidet med et optaktsprogram. De optrædende kunstnere bliver Nephew feat. Marie Key, MØ, Quadron, Raske Penge, Pharfar, Efterklang, Nik & Jay feat. Søren Huss og Fallulah. De nominerede til de forskellige priser, herunder den store P3 Prisen, er i skrivende stund ikke offentliggjort.

Værterne til årets P3 Guld er Sara Bro og Le Gammeltoft (billedet). GAFFA har talt med sidstnævnte. 

Kan du fortælle lidt om årets program? 


– Jeg synes, vi har den vildeste musikscene i Danmark, og det synes jeg egentlig også, vores lineup viser ret flot. Hvor mange forskellige genrer, der er i spil. Der er både nogle mega etablerede navne, såsom Søren Huss med Nik & Jay og Nephew, og så er det jo utroligt spændende at få lov til at se MØ og Raske Penge oppe på den kæmpe scene, der er i Koncerthuset. Så jeg glæder mig så meget til at se lineuppet optræde live.

Nu er det jo blevet udvidet med et optaktsprogram – hvordan kan det være?

– Vi synes, at vi har noget stærkt at byde på med P3 Guld. Det er en fejring af den danske musikbranche. Vi mener oprigtigt, at vi har en dansk musikscene, der er værd at fejre, og vi er skide stolte af at være med til at bringe nogle af de danske navne ud gennem radioen. Det er ikke bare nok at kaste lidt konfetti og sige tillykke. Hvorfor må vi ikke være lidt stolte af os selv og det, vi kan byde på? Det er dét, vi gerne vil. 


Hvad kan P3 Guld, som andre award shows ikke kan? 

– Det er jo en blåstempling fra et musikmedie, som tager musikken alvorligt. Det er forhåbentlig også en form for hjælp, fordi man med P3 Prisen vinder en slat penge (100.000 kroner, red.) og får en del opmærksomhed. Vi ved jo alle sammen godt, at man ikke bliver milliardær af at lave musik i Danmark. Hvis jeg var musiker og vandt prisen, så ville jeg blive stolt og synes, det var ret fedt. Det er jo heller ikke en pris, man vinder otte gange i træk. Man får ikke P3 Prisen flere gange. Så på den måde står det nok som noget mere særligt.

De sidste tre års vindere af P3 Prisen har været When Saints Go Machine (2012), Fallulah (2011) og I Got You On Tape (2010. Prisen er blevet uddelt siden 2001, hvor Saybia var de første modtagere.


Billetter revet væk

Billetsalget blev sat i gang i dag klokken 13, og allerede efter 10 minutter var der udsolgt. 

Løbet er dog ikke helt kørt for dem, der ikke fik fat på en billet. I morgen er der i "Smag på P3" to billetter på højkant til den P3-lytter, der kan komme op med den bedste "dårlige undskyldning" for, hvorfor vedkommende ikke nåede at få fat i en P3 Guld-billet. Fremover er det i det hele taget en god idé at følge med i Smag på P3, der sendes alle hverdage klokken 12-14, hvis man vil have chancen for at få direkte adgang til én af de eftertragtede pladser til showet.

Får man ikke én af de eftertragtede pladser i salen, er der også en mulighed for at købe billetter til P3 Guld's efterfest i Koncerthusets foyer, hvor P3's lørdagsmakkerpar, Pelle Peter Jensen og Nicholas Kawamura, sørger for at efterfesten bliver mindst lige så "Lågsus" som deres ugentlige radioprogram af samme navn. Disse billetter kan nu også købes via Billetlugen.


 

ANNONCE