Du kan se musikvideoen til comebackalbummets første single her
Suede har netop offentliggjort musikvideoen til den officielle singleforløber for gruppens kommende album, "Bloodsports". Singlen har titlen "It Starts And Ends With You", og du kan se videoen nedenfor. Albummet udkommer 18. marts, og singlen er ude nu.
Sanger Brett Anderson har i et interview med Digital Spy fortalt om "Bloodsports". Han siger: "Efter et år med blod og sved over albummet er det endelig færdigt" og beretter videre: "Albummet hedder 'Bloodsports'. Det handler om begær, det handler om jagten, det handler om kærlighedens endeløse kødelige leg. Det var muligvis det sværeste album at indspille, men helt sikkert det mest tilfredsstillende. Albummets 10 rasende sange har mindet os selv om, hvad Suede altid har handlet om: Drama, melodi og støj."
Suede debuterede i 1992 med singlen "The Drowners" og albumdebuterede i 1993 med "Suede", der straks blev et stort hit. De har siden udgivet yderligere fire album, senest "A New Morning" fra 2002, inden medlemmerne gik hver til sit. Siden da har Brett Anderson og den tidligere guitarist Bernard Butler udgivet et fælles album under gruppenavnet The Tears i 2005, ligesom han har udsendt fire soloplader i perioden 2007-2011.
Albummet indeholder følgende sange:
1. Barriers
2. Snowblind
3. It Starts and Ends with You
4. Sabotage
5. For the Strangers
6. Hit Me
7. Sometimes I Feel I'll Float Away
8. What Are You Not Telling Me?
9. Always
10. Faultlines
Se videoen til "It Starts And Ends With You":