Inden Slash’s koncert i Falconer Salen søndag aften fik GAFFA ti minutter i selskab med guitarlegenden. Det var ti minutter, der skulle udnyttes bedst muligt.
Ti minutter i selskab med Slash. Få timer før han gik på scenen i Falconer Salen. Trekvart år efter seneste albumudgivelse. Og tre år efter et væsentligt længere interview, som både tillod mere dybdegående spørgsmål og mere eftertænksomme svar, end det gav mening at gøre sig forhåbninger om denne gang.
Slash har givet interviews i mere end 25 år, og alene på denne turné må han have svaret på uendeligt mange af de samme spørgsmål om Apocalyptic Love, som det seneste album hedder; de samme gamle travere om den igangværende turné; og sikkert også lidt for mange forespørgsler om sandsynligheden for en genforening med Axl Rose, selv om Slash's management har indført et forbud mod spørgsmål omhandlende Axl og Guns N' Roses.
Så derfor var det en ren og skær nødvendighed at vælge en ny strategi for dette interview, og de første 30 sekunder af den dyrebare tid gik med at forklare Slash konceptet: Lidt for mange spørgsmål på alt for kort tid – en hurtig pingpong, om man vil – mod at han til gengæld kun ville få serveret spørgsmål, som han forhåbentlig ikke havde svaret på tohundrede gange før. Den var han helt med på. Så af sted det gik – over stok og sten, i alskens retninger.
Alle snakker altid om, hvem deres yndlingsleadguitarist er. Hvem er din yndlingsrytmeguitarist?
– Godt spørgsmål. Mine favoritter må være Keith Richards, Pete Townshend, Malcolm Young, James Hetfield, Nile Rodgers og øhm… Jeg har helt sikkert glemt nogen, men det er dem, jeg lige kan komme I tanke om!
Det er okay, jeg var egentlig kun ude efter én. Du var på Zoologisk-
– Link Wray!
Hvad er så det bedste rygte, du nogensinde har hørt om dig selv?
– Det bedste rygte må være, at jeg er blevet medlem af Guns N' Roses igen – for det er jo altid en klassiker!
Men hvad er så det underligste rygte, du har hørt?
– Jeg har faktisk ikke hørt så mange mærkelige rygter, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg er faktisk sluppet ret pænt uden om den slags ting. Af en eller anden underlig grund. Måske er jeg bare ikke interessant nok, haha!
Tænk hvis Twitter havde eksisteret i 80'erne og 90'erne
Du har over 10 millioner fans på Facebook og Twitter. Hvor nøje overvejer du dine ord, før du poster dem?
– Hmm, altså, joh… Det er et godt spørgsmål. Jeg poster små anekdoter fra tid til anden, men jeg prøver ikke på at dele ud af al mulig visdom eller at være alt for profetisk. Fra tid til anden poster jeg et eller andet tilfældigt bras, men jeg er meget bevidst om de ting, jeg i hvert fald ikke har lyst til at poste på Twitter – fordi jeg ikke gider lyde som ham dér, der selv synes, at alt det lort, der ryger ud af munden på ham, bare er pissevigtigt eller pisseskægt. Men jeg tænker tit på, hvordan det ville have været, hvis Twitter havde eksisteret i 80'erne og 90'erne… Det ville have været intenst, haha!
Nævn et forfærdeligt undervurderet band eller en sangskriver, som alle bør tjekke ud hurtigst muligt.
– Øhm… Vent… Pis…
Nogen, der skal have "the Slash bump".
– Mm-hmm. Jeg ved det ikke… Jeg kommer til at tænke på Rory Gallagher. Han er overset af rigtig mange guitarister, tror jeg. Og øh… Joe Walsh. Rory Gallagher og Joe Walsh – det er dem, jeg kommer til at tænke på, selv om der selvfølgelig er mange andre.
Da jeg interviewede dig for tre år siden-
– Jeg syntes nok, du så bekendt ud!
Men altså, dengang sagde du, at musikbranchen virkelig var røget i lokummet. Har den fået det bedre siden? Og hvis ja, hvilken rolle spiller de sociale medier så i den sammenhæng?
– De sociale medier er nok det bedste redskab for unge kunstnere, der er på vej frem – og vel egentlig det eneste redskab, når det gælder om at få et budskab til at sprede sig. Men jeg synes stadig, at musikbranchen befinder sig i lokummet – og den graver sig kun endnu dybere ned, haha! Jeg er nået til det punkt, hvor jeg er helt min egen. Jeg har mit eget pladeselskab, og jeg gør tingene på min egen måde. Men det er mest i forhold til rockmusik, at branchen er røget i lokummet. I forhold til kommerciel pop, så er den jo stadig kæmpestor, men musikken er blevet så ensformig og forudsigelig, at der ikke rigtigt er noget ved at lytte til kommercielle radiostationer længere. Det er blevet en virkelig uinteressant branche, som bevidst undgår enhver form for risiko – og kunst handler jo netop om at turde løbe en risiko.
Læs en længere udgave af interviewet, hvor Slash blandt andet taler om sine trommeevner, Zoologisk Museum, Barack Obama, gamle Use Your Illusion-mysterier og Slash's yndlingscomputerspil, i GAFFAs artikelsektion.
