Nyhed

Sort Sol afslører kvindelig gæstevokalist

Bandet offentliggør nu, hvilken sangerinde der medvirker på deres kommende indspilninger

Sort Sol alias Steen Jørgensen (sang), Tomas Ortved (trommer) og Lars Top-Galia (guitar) samt livemusikerne Manoj Ramdas (guitar), Adam Olsson (guitar) og Anders Christensen (bas) drager som tidligere nævnt på GAFFA.dk ud på en turné til april og er gået i studiet for at indspille tre numre.

For nylig kunne Ekstra Bladet og siden Berlingske samlet set afsløre sangtitlerne, produceren – amerikanske Randall Dunn (Sunn O))), Akron/Famliy, The Cave Singers med flere) – og to af de markante gæstemusikere, nemlig Stephen O'Malley, guitarist i Seattle-doom metal-bandet Sunn O))) samt den islandske komponist Jóhann Jóhannsson. Dengang ville de ikke nævne, hvilken kvindelig gæstevokalist de havde fået med, men nu kan Steen Jørgensen afsløre over for GAFFA, at der er tale om den 23-årige danske sangerinde Jenny Rossander fra bandet So-So Echo. Rossander er også kendt som solist under navnet Lydmor.

– Vi skulle bruge en andenstemme på nummeret "We Are Books". Vi havde nogle forskellige bud med i studiet, men da Randall Dunn hørte Jennys stemme, sagde han uden at blinke: "That's the girl", fortæller Steen jørgensen.

So-So Echo er et helt nyt dansk navn, der for tiden har deres første single "Imaginary Worlds" ude i USA og Danmark. Bandet spiller for første gang som support på The Raveonettes' kommende danske shows i marts og er også bekræftet til årets Spot Festival. So-So Echo spiller melodisk elektropop og er en trio bestående af Jenny Rossander (sang/keyboards) – også kendt som Lydmor – Thorben Seierø Jensen (guitar/keyboards/sang) og Sune Sølund (bas/trommer/keyboards). De to sidstnævnte er også kendt fra gruppen Alcoholic Faith Mission. Du kan høre et kort stykke musik med So-So Echo her.

Sort Sol nye single "Whip Angeles" er ude i starten af april. Bandet starter deres tour 12. april.


Inspireret af atomubåds forlis

"Whip Angeles" er ifølge Berlingske et "in your face"-rocknummer, mens "We Are Books" beskrives som klassisk Sort Sol, dog med tilføjelsen af et kirkeorgel fra Marmorkirken.

Det sidste, endnu ubetitlede nummer, som gruppen for tiden er ved at indspille, er over ni minutter langt og er inspireret af den russiske atomubåd Kursks forlis i 2000, hvor 118 søfolk blev fanget i dybet, inden de omkom af iltmangel. Sangen blev skrevet, da Sort Sol indspillede deres hidtil seneste ordinære album "Snakecharmer" i en bunker i København og fulgte søfolkenes dødskamp med stor interesse og forfærdelse. Et drama, som i øvrigt er indfanget i Wadt Thomsens dokumentarfilm "422 dage i dybet" fra 2004. Dette nummer har fået arrangeret strygere af den islandske komponist Jóhann Jóhannsson.


Sort Sols debuterede i 1979 under navnet Sods med albummet "Minutes to Go", der i dag betragtes som en klassiker inden for dansk punk. Deres seneste udgivelse med nyt materiale var lydsporet til Linda Wendels film "Baby" fra 2003. Deres seneste ordinære album er "Snakecharmer" fra 2001, gruppens niende ordinære album.

Se Sort Sols turnéplan på og køb billetter via GAFFA Live.

ANNONCE