Et af blues-genrens største ikoner er gået bort
Bluesikonet Magic Slim er gået bort i en alder af 75 år, fortæller hans pladeselskab Blind Pig Records. Morris Holt, som er hans fødenavn, blev født i 1937 i Mississippi. Gennem hans virke som performer, bandleder og indspillende artist blev han én af feltets store nøglepersoner inden for traditionel Chicago-blues. Hans spillestil var præget af rå, indtrængende baggårds-blues. Hans band the Teardrops blev også kaldet for "det sidste ægte Chicago-bluesband", grundet deres autentiske lyd. Gruppen har også vundet flere Blues Music Awards blandt andet for "Blues Band of the Year" i 2003.
Med Slims særlige guitar-teknik og vokal var han en enestående entertainer på scenen, og hans intense stil var hans varemærke. Efter have set en af Slims koncerter inviterede ingen mindre end Eddie Vedder ham til at åbne scenen til en af Pearl Jams koncerter i Chicago. Magic Slim havde også den unikke egenskab, at han kunne memorere hundredevis af bluessange i hovedet, hvilket gav hans shows en improviserende og charmerende kvalitet.
Slim debuterede med en række singler i 1966 og indspillede sit første album på et fransk pladeselskab i 1971. I 1990 skiftede han selskab til Blind Pig Records, hvor han udgav i alt 10 album. Hans seneste "Bad Boy" udkom i 2012, der viste, at Slim, trods alderen, stadig kunne levere varen.
Ejeren af Blind Pig Records, Jerry Del Giudice, udtaler:
"Magic Slim var hjertet og sjælen i dette pladeselskab. Det var Magic Slim, og gutter som ham og deres musik, der inspirerede os til at starte selskabet i første omgang".